0 kommentarer

De bjergtagne af Anders de la Motte

af d. 26. maj 2023
Info
 
Sideantal

496

Udgivet

2023

ISBN

978 87 7007 780 4

Originaltitel

Bortbytaran - oversat af Louise Urth Olsen

Udgave

1. udgave

 

“De bjergtagne” er ikke alene en spændende krimithriller, men samtidig en oplagt mulighed for at hoppe med på en ambitiøs, ny krimiserie fra første færd.

Anders de la Motte er en alsidig svensk spændingsforfatter, der i denne dystre politiroman introducerer vicekriminalkommissær Leo(nore) Asker, en mere end almindeligt plaget sjæl i en genre, som excellerer i fortidsramte skæbner.

Hvad Leos bimlende konspirationsparanoide far har udsat hende for i barndommen – og det er ikke småting – er dog for intet at regne mod, hvad skurken i “De bjergtagne” udsætter sine efterhånden mange ofre for.

Skifteren, som fyren kalder sig, bortfører unge mennesker af begge køn og lader dem forsvinde fra jordens overflade. Herefter skifter han dem ud med små minutiøst bemalede plasticfigurer, som han indplacerer i en gigantisk, offentlig tilgængelig modeljernbane.

Skifterens gerninger foregår bogstavelig talt under jorden et sted i Skåne. Pudsigt nok havner Leo også under jorden i sin desperate kamp for at finde Skifterens sidste ofre, inden det er for sent.

Hun troede ellers, hun var godt på vej til at blive chef for den prestigiøse afdeling for personfarlig kriminalitet oppe i lyset på sjette etage i Malmøs politihus, men så vender Jonas Hellmann, en gammel, magtfuld fjende, tilbage fra Stockholm. Også hendes egen mor, en af Sveriges skarpeste advokater, deltager i det benspænd, der sender hende ned i glemslens mørke.

Ned til “Ressourceafdelingen” – eller “Afdelingen for glemte sager og fortabte sjæle,” som den spøgefuldt bliver kaldt. “Afdelingen tager sig i al korthed af alle de sager, man ikke bare kan afvise, men som ikke rigtigt hører hjemme nogen steder.”

Afdelingen ligger én etage under stueplan og er befolket af sære eksistenser, som lægger kabaler, besøger spåkoner, skriver uendelige rapporter, slår tid ihjel. Associationerne til hjemlige Jussis Afdeling Q melder sig straks.

Det danske Afdeling Q-koncept har beklageligvis altid forekommet mig aldeles utroværdigt, grænsende til fjottet og imbecilt, og det samme gør sig beklageligvis gældende med den sydsvenske Ressourceafdeling. Karaktererne er simpelt hen for mærkelige til, at man helt kan tro på dem.

Lidt ærgerligt, at den drevne Anders de la Motte har valgt dette omdrejningspunkt for sin nye krimiserie. Men Afdeling Q-fans vil uden tvivl hygge sig med den nye, svenske pendant, og alt andet lige er “De bjergtagne” som sagt temmelig spændende.

 

Lån bogen på biblioteket

 

Bedømmelse
Karakter