The notion of (self)destructive behavior af Regitze S. Fuglsang

Vi vader rundt i følelser, i vrede, i manglende selvforståelse selvom hovedpersonen da på ingen måde mangler selvtillid. Eller jo hendes selvbillede er dårligt, men hun kommer til at fremstå selvfed, da det kun er hende og hende og hende det hele handler om. Hun overhører sine venners behov, hun er lidt ligeglad med andres følelser og hun kan sågar få en hel studiegruppe til at fokusere på hendes problemer med at finde en identitet. Hun er omsværmet nok, men hun kan ikke lide det. Hun ved hun er en del af LGBTQ+ personernes verden, men det vil hun også gerne være fri for. Hun bliver dog nemt vred når ting ikke er inkluderende nok, som for eksempel da hun bliver vred på en veninde der hører musik som jo er alt for almindeligt fordi musik i dag kun handler om parforhold mellem mand og kvinde. Og hun identificere sig ikke som hverken eller, selvom hun godt ved hun er født som kvinde og har kvindelige attributter. Dette er bog nummer to i serien men den kan sagtens læses for sig. Man skulle tro at hovedpersonen var blevet mere voksen, men hun er stadig kun i gang med at finde ud af hvad det vil sige, mens hun studere. Og bogen kommer til at være meget ensporet. Den dramatiske hændelse der sker undervejs skal forestille at hjælpe hende videre og bløde hende lidt op, men det er ret så meget en kliche og man ender som læser med at sidde og være mere interesseret i hovedpersonens omgangskreds end i hende selv. Bogen er en ungdomsbog som også henvender sig til unge og den rammer selvfølgelig ned i tidens trend om at alle unge ikke aner om de er mænd, kvinder eller noget helt tredje. Og det gør desværre for mig som læser, at jeg kommer til at kede mig undervejs. Det er som om at hvis ikke det er det alt skal handle om så er der ikke nogen handling. Jeg sidder efterfølgende og tænker at jeg som læser ikke rigtig ved hvad jeg skal bruge historien til, for den er nok egentlig kun relevant hvis man ikke selv ved hvem og hvad man er. Men jeg har til gengæld samtidig svært ved at se, hvordan den skal kunne give andre det spark videre til at finde ud af hvad de skal stille op for at finde en identitet. Og jeg er også forvirret over hvorfor forfatteren stadig skriver på engelsk, når der ikke er nogen grund til det. Så det da nok et fint værk, men det er mest et værk som forfatteren selv kan få noget ud af og knap så meget noget vi andre kan bruge til det store.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket