381
2021
978-87-400-6021-8
The Chain
1. udgave, 1. oplag
Kan man købe bøger i Føtex? Ja det kan man, nogle gange med mere held end andre. Jeg fandt ”Kæden” af Adrian McKinty for sølle 30 kroner, så måtte jeg jo se, om det førte til noget.
”Kæden” er oprindeligt skrevet som en novelle, men en forlægger opfordrede Adrian McKinty til at udvide historien til en hel roman. Ikke nogen dårlig ide, for det er en uhyggelig psykologisk thriller, der holder læseren fanget – i hvert fald hvad angår de første 2/3 af bogen. Den sidste 1/3 var noget langtrukken, lidt jappet og måske mest skrevet for det tilfælde, at nogen skulle finde på at filmatisere bogen.
Alligevel vil jeg give bogen 4 stjerner, fordi den er spændende og skrevet på virkelige temaer, bl.a. mexicanske udvekslingskidnapninger, hvor nogen tilbyder at tage gidslets plads for at få ham eller hende befriet samt en uhyggelig kædebrevstrend, der huserede i Irland i de sene 1970’er, hvor folk blev skræmt fra vid og sans af trusler fremsat i kædebreve. Jeg kunne helt klart føle hovedpersonens dilemma og bevæggrunde – i hvert fald i starten af historien.
13-årlige Kylie bliver bortført på vej hjem fra skole, og ført til en kælder udenfor byen af en desperat kvinde og en mand. De virker ikke som professionelle bortførere, og umiddelbart vil de ikke gøre Kylie ondt.
Kylies mor – Rachel – bliver kontaktet og får at vide, at hun nu er led i KÆDEN. For at få sin datter tilbage må hun ikke kontakte politiet og skal hurtigt indsætte et større beløb kryptovaluta på en konto på det sorte internet, samtidig med at hun skal bortføre et andet barn. Hvis hun ikke gør det, vil Kylie blive dræbt af de mennesker, der har bortført hende. De er også med i KÆDEN, og har bortført Kylie for at få deres egen bortførte søn tilbage. Uhyggelige sager.
En enerverende kamp begynder, og vi følger Rachels kamp med tiden. Vil hun bortføre et barn, og hvis barn skal det være. I den anden ende fornemmer vi den desperate situation, som Kylies bortførere er i, alt imens Kylie prøver at slippe fri fra kælderen. Over det hele hænger den dystre bagmand, der har udtænkt denne ondskab.
Undervejs i bogen løftes sløret for, hvem der står bag uhyrlighederne – og det hele virker meget troværdigt, lige til vi når sidste tredjedel af bogen, hvor forfatteren mister fodfæstet.
Jeg blev lidt irriteret over, at Rachel skulle være kræftpatient og at hendes svoger skulle være stofmisbruger, det virkede lidt plantet/søgt på mig og bidrog ikke videre til historien. Gad vide, hvorfor forfatteren synes, det var vigtigt.
Hvis man tager bogen for det den er, ikke stor litteratur, men banal underholdning med et snert af uhygge og tanker om, hvordan man selv ville agere, hvis man var en af personerne, så får bogen 4 stjerner, fordi den er skrevet over sin egen skabelon og ikke er en bog, man lige glemmer.