Løg trækker tårer af Dorrit Willumsen

Wendy – ja, lad os bare kalde hende Wendy; det kan hun godt li’ – fylder 74, men ak, ingen blomster, ingen fødselsdagskort. Manden troede, det var i morgen. Hrmpf, altså.

Så Wendy tilbringer endnu en dødssyg fødselsdag i den lange række med at skrælle løg, der går lige i tårekanalerne; mobilen bringer en besked om, at hendes E-Boks er lukket; og så får hun et brev:

”Det var fra hospitalet. En undersøgelse for tarmkræft. Jeg skulle skide i en ble.”

Wendy tager konsekvensen og trisser hjemmefra. Først går det naturligvis galt, det er hun vant til, hun besvimer på stationen og bliver bragt hjem. Men anden gang lykkes det.

Hun har ingen planer, tager bare toget og står af på, hvad hun troede var Hovedbanegården, men er et andet sted. Efter et intermezzo på et kedeligt hotel finder hun et bundt nøgler, der viser sig at passe til en lejlighed under renovering.

Snart efter har Wendy skabt sig en midlertidig bopæl i en skunk i en støvet københavnerlejlighed. Og med skunken som udgangspunkt kaster den ældre, tankemyldrende dame sig ud i et nyt liv i nye omgivelser. Gadens mindrebemidlede eksistenser bliver hendes omgangskreds, for ikke at nævne damen på biblioteket, der undrer sig over, at Wendy dag efter dag tropper op for at læse romantiske afsnit i de russiske klassikere i stedet for at tage bøgerne med hjem.

Men Wendy har naturligvis ikke plads i sin klaustrofobiske skunk. Her er lige akkurat plads til Ulven – hendes pels, som hun snakker en del med – en pakke bleer, så hun ikke tisser i bukserne, og måske en pakke flødeboller eller andre søde sager, som Wendy holder mest af. Pølsehorn er nu heller ikke at foragte.

Jamen, hvordan kan et fuldvoksent menneske leve i en skunk? spørger du skeptisk. Jo, altså, Wendy er ikke meget højere end en dværg, med bittesmå hænder og fødder. Så fysisk er det absolut muligt. Mentalt – tja, Dorrit Willumsens ”Løg trækker tårer” gør sig ikke til af at være hyperrealisme; så selvfølgelig kan en hverdagstræt ældre dame bo i en skunk.

Den flittige forfatter Dorrit Willumsen er selv endnu ældre end sin hovedperson – og hygger sig helt åbenlyst med denne pudseløjerlige og indlevede historie om, at du da bare skal vende omverdenen ryggen, hvis den begynder at overse dig og behandle dig nedladende.

Alder er altså ingen sygdom, lyder Willumsens implicitte budskab.

Lån bogen på biblioteket