Linjen ved verdens kant af Laura Imai Messina

“Linjen ved verdens kant” er feel-good for fuld udblæsning. Den italiensk-japanske forfatter Laura Imai Messina har skrevet en indtrængende roman om et særligt japansk fænomen, der findes i virkeligheden –

– nemlig Vindtelefonen; en gammeldags telefonboks placeret i en smuk have ved kanten af havet et sted i Japan. Her kommer mennesker i sorg fra nær og fjern for at tale med deres døde slægtninge og venner, og ganske ofte har samtalerne en helende effekt. Og det på trods af – eller netop på grund af – at telefonen ikke er forbundet med noget som helst. Man taler blot med vinden og sine egne tanker.

Også den empatiske opsynsmand i den terapeutiske have Bell Gardia, Suzuki-san, findes i virkeligheden, blot med et andet navn. Han har hjulpet hundredvis af forgræmmede mennesker med at genvinde fodfæstet og er lidt af en helteskikkelse, som fortjener al den anerkendelse, som bogen giver ham.

Romanens to hovedpersoner er frit opfundne. 31-årige Yui og 35-årige Takeshi mødes ved et tilfælde ved Vindtelefonen.

Radiojournalisten Yui er hårdt ramt over tabet af sin lille datter og sin mor, der omkom i hinandens arme under tsunamien i 2011; hun er nu alene i verden. Kirurgen Takashi har mistet sin elskede kone til kræften, og hans lille datter er blevet stum af sorg.

Vi møder et antal andre rare mennesker, der hver især har en stor sorg at slås med, og som Vindtelefonen på forunderlig vis formår at hjælpe på den ene eller den anden måde.

Men først og sidst er det Yui og Takeshis historie, der ikke overraskende udvikler sig til en sød romance. Ren feel-good, som sagt.

For kendere af japansk litteratur er det tydeligt, at Messina ikke er indfødt. Hun strør om sig med japanske ord og har skam også et intimt kendskab til dagliglivet i Den Opgående Sols Rige. Men hun ejer ikke den helt særegne japanske poesi og tankegang, som hun – og forlaget – prøver at illudere.

“Linjen ved verdens kant” er beklageligvis lidt fodslæbende, lidt villet. Et længere kapitel om, hvordan Yui kommer ind på livet af Takeshis datter Hana, efterfølges typisk af et 1-sides kapitel, hvor det oplyses, præcis hvilke 10 ting Yui puttede i Hanas madpakke. Eller – Yui og Takeshi berører en bog i en samtale; i det følgende 4-linjers kapitel får vi titel og forfatter på bogen. Nogle vil måske finde dette sjovt?

Dybest set er historien om Vindtelefonen i den japanske have en bog værd, og den er da også solgt til foreløbig 21 lande. Messinas tilgang er blot for vestlig til denne anmelders smag.