Lille og lykkelig nok af Bodil Jørgensen (sammen med Joan Øhrstrøm)
169
2025
9788773394144
1. udgave, 1. oplag
”Som skuespillere skildrer vi det liv, som er. Det liv, der er så levende og vedkommende. I hvert fald for mig.” (s.143)
Med sin erindringsbog inviterer Bodil Jørgensen os ind i sit livs ”første akt” med et kærligt tilbageblik på barndommen i den jyske stationsby Vejen. Her voksede hun op som midterbarn i en lærerfamilie. En barndom, som ikke var fri for sorger, men som på mange måder fremstår tryg og god.
Minderne væves sammen i mønstre, kniplingeagtigt og ikke med streng kronologi, men mere som en kredsen om relationer og situationer, som har haft afgørende betydning. Det giver nogle gentagelser – men samtidig udgør det en rigdom af oplevelser og tidlige erfaringer, der har formet hende som person.
Ikke mindst træder forholdet til den ældre generation frem: At hente køer på engen sammen med morfar, at træde i en varm kokasse med bare tæer – og at mærke forbundetheden til dyrene og naturen. At sidde i kirken under orglet og lytte til salmer, når mormor spillede til gudstjeneste. Eller spise rugbrødsmadder hos sin fars forældre, som hun kaldte bedstefar og bedstemor – i et hjem, hvor alting gik langsomt, og hvor der hverken var bil eller traktor.
Bodil Jørgensens fine fortællestemme skinner tydeligt igennem; bogen er i mindre grad skrevet som et litterært værk end som netop fortælling. Det er reflekterede erindringer, fortalt med gehør, følsomhed og musikalitet.
Billedet af forældrene rummer ærlighed og ømhed: Den jordbundne, praktiske og måske lidt følelsesfjerne mor, som Bodil kunne savne, selvom hun stod lige ved siden af. Den drømmende far, som udpegede nattehimlens stjerner og var god at holde i hånden. Og som samtidig var en spøgefugl, der må have været med til at inspirere hendes komiske talent – når han f.eks. løb haltende efter toget henad perronen som ”en invalid”, da hun skulle på spejderlejr.
På mange måder får vi indtryk af, hvad der kan have lagt kimen til hendes kunstneriske karriere: Besøgene på Vejen Kunstmuseum, udklædningslege på loftet med kusinerne, roller i skoleteateret og teateropførelser i Vejen Hallen i fritiden. Samt den fornemmelse for tilværelsens magi, som ikke mindst fødtes igennem naturen, salmerne og troen.
”Det vigtigste voksne kan lære, er at genfinde barnets blik på verden”, siger hun. ”For hvor voksne har det med at forvanske ting, har børn en genial evne til at se det store i det små og begejstres over tilværelsens vidunderlighed. Sådan husker jeg det i hvert fald selv.” (s.8-9)
Bodil Jørgensen, som er født i 1961, er uddannet fra Statens Teaterskole og har i sin karriere medvirket i en lang række film, tv og teater. Fra gennembruddet i dogmefilmen ”Idioterne” i 1998 til biografsuccessen ”Hvidstengruppen”, tv-serien ”Badehotellet” og Cirkusrevyen i 2023 m.m. Erindringsbogen er skrevet i samarbejde med forfatteren Joan Øhrstrøm, som bl.a. er cand.mag. i dansk og kunsthistorie.
Anmelderbog

