Leve posthornet! af Vigdis Hjorth

En bog som ikke er særlig lang, men som det har taget mig lang tid at komme igennem. Jeg fandt den langtrukken og en smule kedelig samtidig med at sprogets opbygning slet ikke fangede mig. Og det ærgre mig faktisk lidt, for bogen har egentlig en historie som er ret relevant da den omhandler flere ting som vi alle har et eller andet forhold til. Det værre sig selve hovedemnet som drejer sig om at der er risiko for indførelse af et direktiv som vil gøre det svært for det almindelige postbud, der i forvejen ikke har den bedste løn og de bedste vilkår. Og at konkurrence ikke altid skaber vækst. Det omhandler politik og penge i sidste ende, som altid har en eller anden indflydelse på os borgere. Og så omhandler bogen også nogen mere personlige emner som kærlighed, forhold og selvmord. Det sidste viser at selv om det ikke er en person man er helt tæt på, så efterlader det et spor når man vælger at slutte sit liv. Og kærlighed kan også være svær, især når man ikke selv føler at man har det store at byde på. Og vores hovedperson føler ikke hun kender sig selv så godt, men heller ikke at hun rummer de store følelser med alt hvad det indebære. Så det er en lettere frustreret hovedperson som prøver at begå sig men hvor hun faktisk bruger mere energi på sit job end på noget andet. Og det er jo også en ting som de fleste kan genkende, netop at man engagere sig i sit arbejde, hvad enten man brænder for det eller ej, med det mål for øje at levere et godt resultat.

Det er en bog som har sit eget udtryk og det udtryk blev jeg altså ikke gode venner med undervejs. Jeg kunne ikke finde et flow i læsningen, fordi måden den er skrevet på ikke fanger mig, som tidligere nævnt. Men jeg er ikke i tvivl om at forfatteren gerne vil fortælle en historie med indlevelse og derfor tror jeg også at andre il få mere ud af værket end jeg personligt fik.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket