Legetøj af H.C. Branner

H.C. Branners “Legetøj” har sin helt naturlige og meget velfortjente plads i Gyldendals Klassikerkollektion. ”Legetøj” er et værk, som generationer af dansklærere har sat op på de højeste piedestaler, og som generationer af elever har enten elsket eller hadet, men læses sku’ den sgu.

Der er en em af nedrighed, smålighed, falskhed, liderlighed og rå kynisme over den unge Branners debutroman fra 1936, en triumferende demaskering af alle de små, infame hemmeligheder, vi mennesker bærer rundt på. Ingen går ram forbi, når Branner lufter ud.

“Legetøj” er blændende skrevet, overlegent disponeret, fyldt med raffineret symbolik og psykologiske finter, et mesterstykke … men det er også en gemen historie udtænkt af en forfatter, der først ser de laveste sider hos sine medmennesker, for måske, men kun måske, sidenhen at tilføje, at der da også er formildende omstændigheder ved disse nulliteter. Sin titel til trods er ”Legetøj” ikke en humørspreder.

Det starter ellers hyggeligt nok. Legetøjsgrossisten Kejserboderne har succes og er flyttet til nye lokaler i den indre by. Øverst residerer tykke Herman Kejser på sit overdådigt store og kun lidt lurvede kontor med sin elskede skulptur af Napoleon.

På samme etage sidder næstkommanderende, Kaptajnen, filatelist om en hals, samt den magtbegærlige Feddersen, kaldet Gedden, fordi han gebærder sig som en ondsindet rovfisk i smult vande. I underetagen har vi de fire pakkere og håndlangere: Svendsen, Avnsøe, Bauer og Kommunisten. Nå ja, og så er der jo sekretærerne og Kandidaten og den dårende dejlige Klara, der passer telefoner.

Branner inviterer os med indenfor i alle disse dårers små banale liv, hjemme og på arbejdet, hvor de bagtaler, snylter, stræber, putter sig, terroriserer og det, der er værre.

Historien er svært underholdende, og som det bedrevidende individ læseren er, fryder hun sig over at se samtlige hovedpersoner med samt miniputstaten Kejserboderne gå deres velfortjente undergang i møde.

“Legetøj” er litteratur fra øverste hylde, ingen tvivl om det. Et must-read. Og alligevel nager en lille skepsis. Er sarkasmen ikke lige lovligt tyk? Bliver nedrakningen af personerne og deres lattervækkende karaktertræk ikke lidt vel ensformig? Hamres pointerne trods alt ikke en kende for brutalt ind?

Lad os sluttelig give Branner ordet, så han på sin let pertentlige facon selv kan formulere bogens klart antifascistiske morale: “Af skræk og terror kan man bygge magt, men man kan ikke bygge frugt og blomstring og lykkeligt samarbejde mellem mennesker.”

“Legetøj” er et anmeldereksemplar fra Gyldendal, der ikke har haft indflydelse på denne tekst.

Lån bogen på biblioteket