0 kommentarer

Læserne i Broken Wheel anbefaler af Katarina Bivald

af d. 18. juni 2014
Info
 
Sideantal

396

Udgivet

2014

ISBN

978-87-11-34614-3

Originaltitel

Läsarne i Broken Wheel rekommenderar

 

Sara lever gennem sine bøger. Gennem dem tager hun på storslåede eventyr og møder kærligheden – Noget hun aldrig kunne drømme om at gøre i den virkelige verden. Bøger er bedre end mennesker! Derfor kræver det et uventet eventyr for at livet rigtig kan komme i gang, i dette tilfælde en rejse fra Sverige til Broken Wheel i Iowa, USA. Her skal Sara møde Amy, med hvem hun har udvekslet en række breve om litteratur og bøger igennem de seneste år. Og her skal Sara tilbringe en længere ferie med læsning af bøger som hovedformålet.
Men nemt er det ikke, da Sara dukker op alene for at finde ud af, at hendes vært er afgået ved døden. Pludselig er hun ikke længere Amys gæst, men gæst hos byen Broken Wheel. Broken Wheel er fyldt med særlige typer, alle med deres problemer og hjertesager, og deres historier fylder en hel del. Som en taknemlighedsgæld opstår til mange af disse indbyggere udtænker Sara en plan for at betale den tilbage – Hun vil videregive sin glæde ved bøger til den lille flække! Men hvordan overtaler man en kristen kvinde til at læse bøsseerotik, og får en tidligere dranker til at synes om Bridget Jones? Sara får sin sag for hvis det skal lykkes inden hun skal retur til Sverige.

Bogen om bøger er sød, lettere forudsigelig, men alligevel rigtig hyggelig læsning. Den fortæller om den rare følelse alle bogelskere kender, hvor man opsluges af en god bog, trækkes ind i dens verden, og har svært ved at vende tilbage til virkeligheden igen. Den indeholder kærlighed og sorger, masser af hjælpsomhed, moralske dilemmaer – og prøver at finde svaret på, om bøger virkelig er bedre end mennesker. Bogen er perfekt til en sommerdag på stranden eller en vinteraften under et tæppe, den spreder hygge, og kan anbefales til enhver der nyder en rigtig feel-good roman.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter