Den evige jøde af Bergljot Hobæk Haff

”Den evige jøde” er et godt bud hvis man er ude efter sansemættede beskrivelser af Europa under Renæssancen. Forskellige historiske personer bindes løbende ind i handlingen, og er med til at skabe et meget håndgribeligt billede af perioden. Kernefortællingen om jøden på evig flugt er tilpas uudgrundelig og vemodig uden at blive upersonlig, bundet op som den er på forholdet mellem en far og datter.

Cartophilus er på flugt gennem Europa – han har været på farten i årevis, jøde og dermed forfulgt som han er. Med sig har han sin datter Juana, der i mange år har levet under sin afdøde brors navn. Og ikke alene lever hun med hans navn – i al stilhed har hun gjort hans væsen til sit, og gemt Juana i en varm krog inderst inde – hun er ham. Prisen for deres jødiske herkomst er et liv levet med fortielser, der i sidste ende må afdækkes for at de kan leve frit. Men som så ofte før bemærket har friheden også sin pris.
De kommer til Cartophilus’ søsters hus i Amsterdam og får lov at leve der. Til dette hus kommer også maleren Pieter Brueghel, og i samtaler omkring hans malerier afdækkes den gamle jødes livslange flugthistorie – og samtidig Juanas sande væsen i al hemmelighed i hendes eget sind, som hun vokser og opdager sit køn.

Det er en fin historie, og hvis man var glad for Ib Michaels ”Troubadurens lærling” vil man nyde tonen i denne bog. Dog bliver det noget værre rod til aller-allersidst fordi forfatteren tilsyneladende mener, at man i en fortælling der forsøger sig med jødisk historie ikke kan undlade at hive den store pensel frem, og trække tråde helt frem til situationen i Israel i dag. Hvilket virker kejtet og konstrueret, og bestemt ikke klæder en ellers fængende og nær fortælling.

Lån bogen på biblioteket