Kvinderne af Kristan Hannah

Hun aner ikke, hvad der venter hende, da hun melder sig frivilligt som sygeplejerske i Vietnam i 1966..

Hun gør det mest for at gøre sin far stolt – og få sit billede på ‘heltenes væg’ i farens kontor. En væg med billeder af familiens helte (kun mænd) – suppleret med bryllupsbilleder af familiens kvinder. Det er det, Frankie er opdraget til: at være en pæn pige, der skal finde sig en mand og giftes. Tanken om at melde sig frivilligt bliver plantet som et frø, da de holder afskedsfest for hendes bror, Finley, som skal til Vietnam, og dermed er sikret en plads på heltevæggen – hans ven siger til hende, at ‘kvinder kan også være helte’ – det har hun aldrig tænkt på.

Men den 20-årige Frankie tager til Vietnam for at gøre en forskel – hun forstår ikke, at hendes far på ingen måde bliver glad eller stolt af hendes beslutning – forældrene prøver at overtale hende til at blive, men hun har besluttet sig. Inden hun kommer afsted får familien besked om, at hendes elskede bror er faldet i kamp. Skudt ned…i en helikopter…Ingen jordiske rester…

Krigens rædsler får hun smidt lige i ansigtet ved ankomsten til felthospitalet. Her er døende og døde unge mænd, mænd med afrevne lemmer, nogle kan reddes, andre opgives. Dagene går med meget lange vagter, for man arbejder så længe, det er nødvendigt. Det er slet ikke, som hun havde forestillet sig – men snart finder hun sin plads og det viser sig, at hun er god til at arbejde under pres. Hun får venner og ikke mindst to veninder for livet.

Efter to år vender hun tilbage til sit barndomshjem – det er en meget underlig fornemmelse, for folk spytter på hende, kalder de hjemvendte for ‘barnemordere’ – og ingen vil tale med hende om Vietnam, forældrene er ligefrem flove over, at hun har været udsendt og har løjet om det – facaden er vigtig. Moren køber nyt tøj til hende og tager hende med til frokost i klubben – men Frankie har PTSD, voldsomme mareridt og det hjælper ikke, at det eneste råd hun får, er at glemme det hele. Det kan hun på ingen måde, – men samtidig begynder hun selv at føle skam, fordi det er, hvad hun mødes med. Hun søger hjælp som krigsveteran – men bliver afvist – det er kun for mænd.

Bogen er baseret på virkelige hændelser, og den er skrevet som en hyldest til de kvinder, som deltog i krigen, men blev glemt.

Første del af bogen, som foregår i Vietnam, beskriver de rædsler, krigen var årsag til. Samtidig er der lidt ‘lægeroman’ over denne første del, Frankie er både fantastisk dygtig, udholdende og eftertragtet af mændene. Hun forelsker sig, men den første mand er gift, den anden bliver dræbt.

Jeg synes, det var meget interessant at følge Frankie efter hun kom hjem – men også skræmmende at se, at det eneste råd var at glemme – og ikke tale om krigens traumer. Det kan Frankie ikke – og personligt får det store konsekvenser for hende, at hun tog afsted, samtidig med, at hun ikke ville undvære den tid, hvor hun virkelig følte, hun gjorde en forskel. Det ansvar hun fik i Vietnam er i stor kontrast til hendes job på sygehuset, hvor hun næsten kun får lov til at tømme bækkener.

Det er en fin og spændende bog, som kommer ind på både de voldsomme og traumatiske oplevelser i en krigszone og ikke mindst tiden efter.

lån bogen på biblioteket