0 kommentarer

Stjernerne lyser for de vanvittige af Katarina Lewkovitch

af d. 31. januar 2025
Info
 
Sideantal

304

Udgivet

2025

ISBN

9788727187839

Udgave

1. udgave

 
Med “Stjernerne lyser for de vanvittige” har P1-journalisten Katarina Lewkovitch udgivet en velskrevet, hurtigt læst og noget ujævn roman om ånd og eksistens, om jordisk liv og gudetro, om hvad der er vigtigt for hver enkelt her i livet – hvilket også er forfatterens stofområder i æteren.
I 2017 udsendes radiojournalisten Paula Rosenstrøm til Iraks næststørste by Mosul, hvor de hårdt plagede indbyggere netop er ved at blive befriet for de blodtørstige Islamisk Stat-krigere, som i årevis har raseret og myrdet i deres bestræbelser på at skabe et kalifat for de rettroende.
Der er imidlertid lommer af overlevende jihadister tilbage, og de kæmper skånselsløst fra hus til hus. På mobile lazaretter få hundrede meter fra fronten konfronteres Paula med både små og store dødsofre liggende under blodige lagener.
“Sygeplejersken fra Læger uden Grænser forklarede, at snigskytterne altid sigtede efter børnenes hoveder, så de bagefter kunne ramme de tilløbende forældre.”
Scenerne fra Paulas arbejde i det gloende varme, støvede gamle kulturland Irak er bogens stærkeste. Man kan næsten smage sandet mellem tænderne, mens bomberne regner ned omkring en.
I samme moment prøver Paula at finde sin åndeligt søgende bror Johannes, der måske, måske ikke er konverteret til katolicismen og befinder sig på et ældgammelt kloster nær Mosul. Mod slutningen af bogen finder et noget usandsynligt møde sted i den irakiske ørken.
I hurtige klip følger vi Paulas fortid i Nordsjælland. Ikke mindst forholdet til faren, en feteret billedhugger, der nu sygner hen på et plejehjem, fylder meget. Og hvad er nu vigtigst – at blive hjemme og tage sig af sin formørkede far, der altid har foretrukket sønnen Johannes, eller at henlede verdens opmærksomhed på rædslerne i Irak?
Adskillige af bogens mange små kapitler reserveres til videnskabelige analyser af farens blodbaner og risici for at udvikle henholdsvis blodpropper, demens og andre følgeskader. Velskrevne afsnit, bevares, men sært uvedkommende i konteksten.
Andre afsnit følger Paula og den godmodige hund Bernhard på traveture i en beåndet nordsjællandsk skov, “den lysegrønne katedral”. Også her bliver hovedpersonens eksistentielle tankemylder lidt søgt.
“Stjernerne lyser for de vanvittige” skal med nævnte forbehold anbefales til læsere, der holder af tekster om metafysiske emner, om familiens kompleksitet – og om trofaste hunde.
Bedømmelse
Karakter