Jeg gjorde danerne frie af Jakob Brodersen

I “Jeg gjorde danerne frie”, forsøger Jakob Brodersen at tegne et komisk billede af Danmark som det ville have set ud, hvis munken Poppo ikke havde haft held til at overbevise Harald Blåtand om kristendommens fortræffeligheder.

På museet i Jelling, står Jellingestenen, næsten som vi kender den. For i modsætning til den “rigtige” sten, er denne prydet med en Torshammer i stedet for en kristusfigur, og i stedet for at teksten slutter med ordene “…og gjorde danerne kristne”, slutter denne med “…og gjorde danerne frie”.
Til det sidste tvivlede Blåtand på hvilket udfald Poppos jernbyrd ville få. At bære/gøre jernbyrd er, at bære eller gå på gloende kul uden beskyttelse. Klarer man det uden at lide skade, er det bevis for at man taler sandt. For en sikkerheds skyld fik Harald lavet to sten, med hver sin illustration og hver sin tekst – bare for at være forberedt. Poppo, der skal gå på gloende plovjern for at overbevise som kristendommens sandhed, brændte fast på jernet, snublede og faldt ned i bålet. Både hans forkullede lig og stenen med kristusfiguren røg på møddingen, og stenen med Torshammeren blev rejst.

Tusind år efter, i et Danmark hvor Asetroen stadig er den fremherskende, finder et hold mænd med gravemaskiner den kasserede sten fra dengang. Og så har vi balladen. I historien indgår en runeforsker der er lidt (en del faktisk) lun på sin kvindelige, og ganske frodige chef. Et folketingsvalg bliver det også til, hvor partiet der værner om de danske værdier har det svært – ikke mindst da det nu viser sig at danmarkshistorien havde været så tæt på at blive en helt anden. Et par islandske selvmordsterrorister og en spindoktor finder også vej ind i historien. Plus det løse.

Plottet er interessant, for hvordan ville Danmark have set ud hvis Harald Blåtand havde handlet anderledes for tusind år siden? At “Jeg gjorde danerne frie” er skrevet med et glimt i øjet, var jeg klar over på forhånd, og var derfor spændt på hvordan forfatteren ville få det hele til at gå op i en højere enhed. Det lykkedes langt hen ad vejen, selv om der til tider gik lidt vel rigeligt Gøg og Gokke i det hele. Persongalleriet, Danmark og resten af verden for den sags skyld, var ikke specielt troværdigt – snarere fjollet – og det er sådan det skal være i en komisk bog. Historien er morsom, den er sjovt fortalt, men der er stadig et godt stykke op til Bjarne Reuters niveau i f.eks. “Den iranske gartner” (og selv den blev for meget til sidst), men “Jeg gjorde danerne frie” er et godt første bud fra Jakob Brodersen. Forfatteren behersker humoren, den skal bare forfines så meget, at den kan holde igennem en hel bog.

Uanset hvad, så var jeg godt underholdt nogle timer – og jeg kan altså ikke slippe den der hvad-nu-hvis tanke.

Lån bogen på Bibliotek.dk