Ingen vej tilbage af Tommi Kinnunen
383
2022
978 87 02 32643 7
Ei kertonut katuvansa - oversat af Birgita Bonde Hansen
1. udgave
Efterkrigsdramaet “Ingen vej tilbage” lægger fra land i foråret 1945 i det allernordligste Norge. Hertil er nogle dusin finske kvinder fulgt med tyskerne, da de blev fordrevet fra Finland af de fremrykkende russiske styrker. Sygeplejersker, kokkepiger, kærester.
Kvinderne står hjælpeløse tilbage, da de sidste tyske soldater evakueres med skib. Først interneres de i en fangelejr, hvor hævngerrige norske frihedskæmpere klipper håret af dem. Herefter transporteres en håndfuld af kvinderne til den finske grænse og slippes fri med lidt tøj og tæpper under armen.
Fem af de sultende, frysende, skamfulde kvinder beslutter at kæmpe sig til fods hele vejen hjem gennem det kolossale, aflange land; hundredvis af kilometer gennem Laplands uvejsomme skove, moser og fjelde.
Hovedpersonen Irene, en midaldrende kvinde, forlod sin tungsindige organistmand Kaarlo til fordel for den flotte tysker Klaus, men må nu gå den tunge bodsgang hjem. Med sine fire kronragede lidelsesfæller forcerer hun møjsommeligt minerede veje og brusende elve, hvor tyskerne har sprængt broerne væk, nedbrændte byer og fjendtlige landsmænd. Vabler, sult og sorte tanker er deres følgesvende.
Forfatteren skal have ros for ikke at forsvare, men snarere forklare kvindernes valg af side i krigen. Han gør dem ikke til tragiske heltinder, nærmest tværtimod, men det betyder beklageligvis, at man som læser har svært ved at engagere sig i deres skæbne.
Vi lærer navnene på de fem kvinder, men ved ikke helt præcist, hvordan de ser ud, hvor gamle de er, hvad der videre sker dem. Kvinderne bliver et postulat, ansigtsløse repræsentanter for en udskammet gruppe af mennesker, som forfatteren åbenbart gerne vil give en stemme.
At Tommi Kinnunen, der har skrevet den vidunderlige slægtsroman “Hvor fire veje mødes”, formulerer sig godt, vidste vi på forhånd, men det er en liden trøst, når han har så lidt på hjerte.
“Ingen vej tilbage” har fået en flot modtagelse i hjemlandet, hvor sårene efter en blodig verdenskrig ikke er ganske lægt endnu. Det gør det givetvis lettere at se gennem fingre med bogens litterære mangler.
