Iliaden af Bent Haller

Har man været inde og vende i det gymnasiale system, har man sikkert også stiftet bekendtskab med Homers “Iliaden”, en gammel kending i oldtidskundskab, med noget tunge dansefødder. Bag dette støvede, stive ydre gemmer der sig en fantastisk historie, eller rettere en samling fantastiske historier, og takket være Bent Hallers genfortælling er de blevet tilgængelige for de af os der elsker eventyr, men tøver ved det store afkodningsarbejde. Det er desuden lækkert at blive stivet af i sine klassiske referencer mens man underholdes. Og underholdende er det. Grundhistorien er velkendt, Prins Paris har bortrøvet den skønne Helena fra Sparta, og taget hende med hjem til Troja, Helenas mand bliver forståeligt nok temmelig sur, og går i krig med hjælp fra alle Helenas gamle friere. Planen er enkel, Helena skal skaffes tilbage og Troja skal jævnes med jorden. Noget for noget. Den enkle plan trækker dog en smule i langdrag, eftersom guderne hver især øjner muligheden for at få ordnet nogle af deres egne interne stridigheder gennem de menneskelige krigere, og derfor ikke kan lade være med at blande sig. Så alle de brave og næsten urimeligt mandige soldater bliver rykket rundt med i et uigennemskueligt spil, der handler om hvilken gudinde der nu blinkede til Zeus, hvem af Pallas Athene og Ares der er bedst med et spyd og om Apollon hellere vil bruge sin bue end sin lyre. Iliaden byder på flere intriger, mere erotik, mere vold, kærlighed og had end hvad mange nutidige talkshows og soap-operas kan mønstre, det er urimeligt, irrationelt og ganske gudommelig læsning

Lån bogen på biblioteket