Hvis der skulle komme et menneske forbi af Thomas Korsgaard

Jeg ved ikke, hvor meget af Hvis der skulle komme et menneske forbi, der er selvoplevet.

Thomas Korsgaard har selv udtalt

”Hvor er der dog mange, som er gået ufatteligt meget op i, om det er mig, og hvor mange procent der er mig. Jeg kan ikke fortænke folk i at være nysgerrige, men sandheden er, at jeg ikke engang er helt sikker selv, for en roman er en konstruktion, og jeg går efter at skrive den bedst mulige roman, ikke at skrive mit eget liv frem. Så skulle alle turene ned til Netto gennem 10 år jo også med, og dem vil jeg da ikke belemre folk med,” Kristeligt Dagblad interview 02.06.21 Kl. 16:00.

Hvis jeg lader Hvis der skulle komme et menneske forbi stå alene, så er det en hjerteskærende fortælling om en dreng på omkring 13 år (ved bogens start), der bor sammen med sine to mindre søskende, sin depressive ludoman af en mor, en far, der er hengiven overfor sine hunde og et helt kor af hunde.

Ved romanens begyndelse føder Tues mor et dødt barn, og det kaster hende ned i en dyb sorg som lægen mener skal kureres med en masse afslapning og nervemedicin. Tues far søger at drive et landbrug, men det er svært og han supplerer sin indkomst ved at stjæle skrottet metal som han sælger. Tue er med som vagt mere end en gang. I takt med at den økonomiske situation bliver vanskeligere og moren mindre og mindre kontaktbar bliver faren mere og mere syg i hovedet, som her, hvor far og børnene er ved at reparere altanen imens mor i vanlig stil sidder i trusser foran computeren:

“”Vil du være med til noget sjovt?” spurgte han hende.
Hun var lige blevet seks år, men kunne stadig ikke snakke ordentligt. Hun gik til talepædagog.
“Ja!” svarede hun.
“Gå ind til mor og sig, jeg er faldet ned fra altanen og er død,” sagde han til hende og grinede.
“Nej, far!” fremstammede hun. Hun så utilpas ud.
“Du skal ikke gøre det,” sagde jeg til hende.
“Klap i, din idiot,” sagde min far. “Prøv lige at gøre det.”
Nina gik ned ad trappen, løb gennem stuen og ind til vores mor, der sad bag det blå lys på kontoret.
“Hvad har du gang i?” sagde jeg til min far. Noget koldt løb ned ad ryggen.”

“Hvis der skulle komme et menneske forbi”, siger Tues papmorfar, da Tue spørger hvorfor i alverden de har så meget slik, sodavand og øl til at stå. Men der kommer aldrig et menneske forbi, i hvert fald ikke et empatisk og engageret og medmenneskeligt et af slagsen. Der er mennesker omkring Tue, men ikke ordentlige mennesker. Tue stjæler, han kommer i skole gul og blå fra slag, han bliver låst ud i kulden, helt bogstaveligt. Men de livsvidner Tue har omkring sig griber ikke ind og selv som stor, omkring 16 tror jeg, da farens citerede spøg endelig får moren til at bryde op og køre væk i lastbilen, håber Tue, at hun kommer tilbage efter ham. Det vidner om et helt horribelt svigt fra omgivelserne, når den der skal redde Tue er en kvinde, der ikke har overskud til andet end at sidde i trusser og spille computerspil hele dagen. En mor, hvis nervemedicin Tue nogle gange er nødt til at give hende i hånden og minde hende om at tage.

Hvis der skulle komme et menneske forbi, er ikke stor litterær kunst. Men det er et, autofiktivt eller ej, et vigtigt vidnesbyrd om et samfund hvor vi trods enorme fremskridt vel i virkeligheden stadig er vidne til at mange involverer sig i fjerne problemstillinger, men går lige forbi de massive omsorgssvigt, der finder sted inde hos naboen.

Lån bogen på biblioteket