Pyt af Merete Hellerøe

Merete Hellerøes hovedperson afbejder på en desigskole i Herning. Hendes mand er smuttet med en anden og sønnen er lige flyttet hjemmefra. Kvindens leder får våde øjne ved tanken om, hvilke skønne ting Antons værelse kan forandres til, men vores hovedperson ser ikke mulighederne. Alt hvad hun oplever er en massiv angst for ikke at slå til på arbejdspladsen. De studerende synes at hendes teorier om kommunikation er outdatede, lederen vil lancere endnu en omstrukturering og det er strengt forbudt at sige problemer, den korrekte term er udviklingsmuligheder.

Livet er lidt for overvældende:
“Der er kun en uge til efterårsferien. Hendes forklædning som ansvarsfuld borger med fast ansættelse og pension er ved at gå i opløsning.
At tegne igen føles som at komme hjem til sig selv. Men det giver samtidig problemer i forhold til arbejdet. Nu har hun endnu sværere ved at holde fokus. Hun forsøger at abstrahere fra, at der bliver rykket for opgaver, som hun enten har glemt eller kun er halvt færdig med. Hun synes, at uddannelsen er ved at falde fra hinanden. Der er for mange løse ender. Og hvordan skal de tiltrække flere studerende?”

Kvinden får stress og sygemeldes, men vælger efter bare fire uger at vende tilbage til arbejdspladsen, til søsterens og lægens store bekymring. Tilbage på jobbet mærker kvinden igen presset. Hun taler med lederen, der har en løsningsmodel på hendes udfordringer. Han giver hende en design pyt-knap i træ, samt tilbyder at arrangere et møde for hendes team med Casper, en superdygtig kvalitetskonsulent. Da mødet med Casper endelig bliver en realitet er det tydeligt, at kvinden ikke har samme billede af, hvad der skal være vejen frem og da hun får besked på, at det nu er hendes tur til at tage en tørn, idet de andre jo hjalp da hun var sygemeldt, bliver pyt-knappen flyvende.

Pyt er skrevet i et letlæseligt sprog. Selvom hovedpersonen ikke har et navn, og som sådan er anonym, er hun fint portrætteret og jeg kan i den grad sætte mig ind i frustrationen over at blive præsenteret for løsningsmodeller, der ikke virker tilnærmelsesvis realiserbare. Pyt giver et fint billede af en arbejdskultur, hvor individet skal passes på, hvis altså ikke lige det ikke korresponderer med arbejdspladsens behov lige der. En arbejdskultur, hvor endeløse omstruktureringer og administrative opgaver tager fokus fra kerneopgaven, som vel i dette tilfælde er undervisningen af og samværet med de studerende.

På trods af det lidt nedslående tema er Pyt samtidig en fortælling om en kvinde, der formår at finde tilbage til de ting, der havde værdi for hende i fortiden. Om en søster, der altid er parat til at hjælpe, en søn, der bare gerne vil have en glad mor, og naboer der, uagtet at de egentligt ikke kender hende, faktisk gerne vil hjælpe. Jeg håber at alle der oplever kriser har mindst en i deres netværk, der minder om søsteren her.

Lån bogen på biblioteket