Første person ental af Haruki Murakami

Lad os starte med en gåde, som du kan gruble lidt over: ”En cirkel med mange centrummer, men ingen omkreds…”

Denne sætning får en 18-årig knægt stukket ud af en uudgrundelig, ældre mand, da han sidder med bankende hjerte i en park, lokket hid af en pige og en falsk koncertinvitation.

Hvorfor overhovedet prøve at gætte det? Den vise mand forklarer: “Du har fået en hjerne for at kunne tænke over svære ting… Det er det, der bliver til fløden i dit liv. Alt andet er kedeligt og ligegyldigt.”

Hvis du ikke kender Japans verdensberømte mesterforfatter Haruki Murakami, der år efter år nævnes som kandidat til Nobelprisen (men selvfølgelig ikke får den, for han er jo både kendt og populær), så ved du heller ikke, at hans bøger næsten altid indeholder:

• et skvæt magisk realisme skrevet med dyb, poetisk sødme
• vestlig jazz (Murakami har selv været bestyrer af en jazzklub)
• noget drømmeagtigt, som sagtens kunne være virkeligt
• en duftende kop kaffe eller en god, gammeldags sandwich

For os inkarnerede fans findes der intet hyggeligere end at læse en ny Murakami-bog og genfinde disse elementer. Og her har jeg ikke engang nævnt hans hang til at filosofere i dybe brønde.

Stor er glæden derfor ved mødet med novellen “Charlie Parker Plays Bossa Nova”. Her sætter Murakami sine velkendte temaer i spil med blændende musikalitet. Jeg-personen skriver en anmeldelse af en plade, Charlie ‘Bird’ Parker i 1963 indspillede med brasilianeren Jobim på klaver.

Flere af de otte numre på pladen anmeldes så indlevet, at man brænder efter at høre dem. Det viser sig desværre, at Parker døde i 1955; anmeldelsen er en begavet joke. Senere rejser fortælleren til New York og finder den fiktive LP i en pladebutik. Wow!? Endnu senere vender Parker tilbage i en drøm med et herligt musikalsk-filosofisk budskab til den nu meget ældre fortæller.

Alene den novelle er grund nok til straks at anskaffe “Første person ental”. Og de otte andre fortællinger er næsten lige så gode. Som titlen svagt antyder, er novellerne skrevet i jeg-form, og meget er uden tvivl personligt stof.

”Første person ental” er Murakami for fuld udblæsning. Sjældent har han været mere interessant og underfundig, sjældent mere vittig og drilsk. Han er kejser af et eventyrligt univers, som han helt selv har skabt.

Som altid oversætter Mette Holm, som var hun en beåndet Shinagawa-abe, der har tyvstjålet en del af Murakamis personlighed.

Lån bogen på biblioteket