Hekseflod af Margaret Meyer

Jeg havde meget store forventninger til bogen, for hvor ofte har jeg ikke sendt en tanke til dem, der blev dømt til at være hekse i fordums tid – om ikke andet så til Sankt Hans, når vi sender heksen til Bloksbjerg. Hvordan kunne det komme så vidt, og hvem var de kvinder, der blev sendt på bålet?

På spørgsmålet om, hvordan det kunne være, at kinesiske læger ved så meget om alternativ behandling og ofte kan helbrede hvad traditionelle læger ikke kan, svarede en kinesisk læge, der havde sit virke i København: ”Det var der også nogle danskere, der kunne engang. Men I brændte dem på bålet, så arven gik ikke videre!”

”Hekseflod” foregår i East Anglia i 1645, nærmere bestemt i nutidens Norfolk og Suffolk.

Modsat Danmark blev heksene ikke brændt på bålet, men hængt  – men døden led de. Også prøven med, om de kunne flyde, blev brugt i East Anglia. Smid en mistænkt i søen, flyder hun, er hun heks, drukner hun, er hun ikke heks.

Bogen er delt op i fire afsnit med de malende titler: Gul galde, sort galde, slim og blod. Jeg blev aldrig rigtig klar over, hvad referencerne var.

Vi følger den stumme Martha, der er jordemoder og som aldrig selv har stiftet familie. Hun blev i sin tid ansat som barnepige for adelsmanden Kit, der nu er blevet voksen og har ”arvet” Martha. Kit er gift med den hysteriske Agnes, der venter deres første barn – men som ikke er begejstret for den stumme Martha og er jaloux på det bånd, hendes ægtemand Kit og Martha har.

Foruden at være jordemoder, ved Martha også, hvordan forskellige planter kan kurere eller holde visse sygdomme nede. En egenskab, hun har arvet fra sin mor, der ved sin død efterlod Martha en talisman, en heksedukke, der skulle beskytte Martha mod ondskab – men som skulle bruges med varsomhed. Martha har aldrig vist dukken til nogen, men den har til alle tider været i hendes bevidsthed  – gemt væk på loftet.

En dag kommer heksejægeren mr. Makepeace og hans slæng til byen med det formål at finde byens hekse. Snart er et stort antal kvinder og endda byens præst sat i fængel. Martha bliver sat til at undersøge de tilfangetagne for tegn på, at de er i ledtog med djævlen: vorter, modermærker, ekstra brystvorter eller store skamlæber er tydelige tegn på, at djævelen har været på spil. Martha, der kender alle de tilfangetagne, prøver forgæves at forhale kvindernes død ved at trække undersøgelserne i langdrag, og hun finder heksedukken frem til hjælp.

Jeg synes ikke, portrætterne af de enkelte kvinder, og den skræk, de måtte have følt, formidles ud til læseren. I stedet bygger forfatteren en masse karakterer på, der er med til at udvande historien. Da Kit bliver dødelig syg og hans kone og ufødte barn bliver fængslet, skrider historien. Den fine frue får smage sin egen medicin, og hendes barn må fødes i fængslet og tages bort.

Gid der havde været færre personer, tegnet mere dybt, og fokuseret mere på de følelser, som de anklagede hekse havde og det had, som heksejægerne havde.

Der bliver desværre ikke til en plads i reolen og en genlæsning herfra.

Anmeldereksemplar

Lån bogen på biblioteket