Girafhuset af Gorm Henrik Rasmussen

Girafhuset har navn efter den afrikanske himmelhest af to indlysende grunde. Dels forsyner den syrede arkitekt, der bygger det i Aalborg-forstaden Hasseris i 1964, huset med en overdimensioneret, tre meter høj skorsten, der i den rette belysning minder om en girafhals.

Dels inviterer indehaveren, multimennesket Klavs Asmussen, alle mulige giraffer hjem i sit nye hus. Udenrigsminister Per Hækkerup, forfatteren Christian Kampmann, Virtus Schade med flere. Selv kaldes Klavs Overgiraffen, og det er han ikke ked af.

Klavs er kunstner, iværksætter, ingeniør, teknisk tegner, amatørkonservator. Charmerende, avantgarde, provo, vennernes ven; især når vennerne er noget ved musikken. Men også humørsyg hustyran, psykopatisk hustrumishandler, narcissist og en helt igennem elendig, egocentrisk ægtemand og far.

Vi møder ham, da han dør på et plejehjem. Sønnen Daniel og hans søster Helena skal nu tage stilling til, hvad der skal ske med Girafhuset på den vildtvoksende naturgrund.

Huset er fyldt med løjerlige effekter og dunkle minder, og pludselig kommer Daniel i tanker om en spådom, han fik for mange år siden. Den synske pige talte helt klart om hans far: “Jeg ser en mand med kolde øjne. Han skjuler noget.” Hvad Klavs Asmussens hemmelighed er, skal være en overraskelse. Men den falder fint i tråd med mandens helt igennem dårlige karakter.

Efter denne indledning består ”Girafhuset” primært af en række anekdoter fra forfatterens opvækst. Der var f.eks. dengang, da far Klavs prøvede at slå svigermor, men selv fik bank med et kosteskaft. Og dengang, da faren skulle passe lillesøster Helena og tøjrede hende til en pæl i haven. For ikke at tale om dengang, da et helt kvarter i Aalborg skulle ryddes, og Klavs fik vognmænd til at aflevere de tredive tons jord hjemme i haven, så han kunne kigge den igennem for arkæologiske klenodier.

Farens voldsomme temperament og almindelig kedsomhed dengang i 60’erne, hvor truslen om atomkrig var overhængende, fik purken Daniel til at strejfe omkring i nabolaget og forestille sig, at han var Robinson Crusoe, Maverick eller The Lone Ranger.

De små historier fra barndommens gade er søde og sjove, men hæver sig ikke meget over dagbogsplanet. De kan ikke bære en halv bog. Kombinationen erindringsbog/faderopgør fungerer ikke rigtigt, navnlig ikke, når læseren aldrig helt kan gennemskue, hvad der er virkelighed og digt.

“Girafhuset” er en uhyre velskrevet, autobiografisk roman, hvor forfatterens distance til sit stof desværre ikke er stor nok. Han har for meget i klemme i forhold til sin egen historie, der derfor fremstår mere som et forsinket karaktermord på en altdominerende faderskikkelse end som den underholdende familieroman af almen interesse, den nok er tænkt som.

Lån bogen på Bibliotek.dk