198
2026
978-87-7994-071-0
1. Udgave
Den nyligt udklækkede forfatter Robert er netop ankommet til Thailand, med sig har han sin 19-årige søn Alfred. Forlaget betaler for rejsen, og med dette følger en forhåbning om, at han vil forfatte endnu en bog. Hvorvidt dette vil ske er uvist, Roberts umiddelbare mål med turen er at møde og måske lære den far at kende, som ellers aldrig har været en del af hans liv. Ikke at sige hans forventninger virker høje eller positive.
Robert virker faktisk alt andet end oplagt over den rejse, der netop er påbegyndt. Han og sønnen har et knudret forhold, som følge af en svær skilsmisse, tabet af et familiemedlem og en teenagedrengs trængsler. De mæler ikke mange ord, og Robert føler de er gledet fra hinanden. Det er da osse Roberts ekskone, mor til Alfred, som lidt har presset igennem, at Alfred skal med på turen.
Bogen fik titlen “Farvel mor” og han skrev den efter ønske fra sin mor. De to havde ikke et særligt nært forhold, da Birgitte, en fra TV meget kendt journalist, ikke var noget familiemenneske eller særlig omsorgsfuld for den sags skyld. Ideen om projektet blev præsenteret som, at hun ville råde bod på hendes manglende moderlige egenskaber og for at gøre ham en tjeneste. Han skulle skrive om sin kendte mors kamp mod den dødelige sygdom ALS. Inden hendes død åbner hun lidt op om Roberts far, viser ham et billede af manden og et navn. Ralf.
Bogen er virkelig velskrevet. Overbevisende miljøbeskrivelse, jeg havde virkelig en følelse af, at jeg befandt mig i Thailand. Personerne krøb under huden på mig og måske netop derfor virkede afsløringer og plot twist så godt. Jeg blev helt forpustet efter endt læsning at være blevet trukket så mange gange rundt i manegen, at jeg ikke vidste, hvad der var op og ned, men kan ikke sige mig fri for, at jeg synes det er fedt, når handlingen ikke bare er ligetil og gennemskuelig.
Der er første bog jeg har læst af forfatteren, men jeg kan kun sige, at jeg blev virkelig positiv overrasket, og det er bestemt ikke sidste gang, at jeg kaster mig ud i læseoplevelser skrevet af Steen Langstrup.
Anmelderbog

