Gudsriget af Emmanuel Carrère

I starten af 90’erne løb Emmanuel Carrère ind i en personlig krise, der endte med at gøre ham meget religiøs. Carrère er franskmand, og søgte tilflugt i den katolske kirkes tro. I dag ser han nok mest denne “religiøse periode” som en “fase” i livet. Troen har han ikke længere, men nysgerrigheden er i behold. Derfor sætter han sig for at undersøge hvad den kristne tro i det hele taget går ud på, hvorfor mennesker også i dag tror på Jesu opstandelse fra de døde, og tror på Gud i det hele taget. Det er der kommet denne bog ud af.

Jeg havde misforstået hvad bogen gik ud på, og fik mig noget af en overraskelse. Jeg havde forstået at det var en roman om apostlen Paulus og de første kristne. Det var det ikke. Det var det overhovedet ikke. Men hvad det så var, er jeg ikke helt sikker på. Det er i nogen grad Carrères selvbiografi, og man skal ikke mange sider ind i bogen før man fornemmer forfatterens glæde ved at tale om sig selv. Men det er også forfatterens undersøgelser af den første kristne kirke i almindelighed og Paulus i særdeleshed, blandet op med lidt forskelligt andet om kultur og religion generelt. Forfatteren fortæller og fortæller og fortæller om sig selv og sine undersøgelser, og hvad han kommer frem til. Der citeres et utal af stort set ukendte forfattere, historikere, filosoffer, ofte på en måde der antyder at forfatteren går ud fra at læseren da selvfølgelig ved hvem de er. Fælles for de fleste af disse citerede forfattere og kilder er, at de på et tidspunkt selv var troende, men nu er “kommet videre”. Derfor er “Gudsriget” en fortælling om den kristne tro, den første kirke og alt det andet, set gennem øjnene på mennesker der ikke tror på det de skriver om. Det er temmelig underligt, og jeg fandt aldrig helt ud af hvad forfatterens ærinde egentlig er.

Når det så er sagt, bliver jeg også nødt til at fremhæve forfatterens skrivestil og håndværk i det hele taget. Emmanuel Carrère er manuskriptforfatter af profession, og har en række film og tv-serier på sit CV. Man forventer derfor en vis “standard” i håndværket, og lige på det punkt bliver man ikke skuffet. For selv om jeg hele tiden sad med en hvad-skal-jeg-bruge-det-til følelse, var det godt skrevet. Sproget er let og let tilgængeligt, og derfor glider det ret tunge stof ned på en behagelig måde. At jeg ikke helt kunne finde den røde tråd, og at jeg havde en oplevelse af at forfatteren sprang rundt mellem sin egen selvbiografi og en eller anden slags afhandling om Paulus, får så være. Bogen er godt skrevet, men jeg forstår stadig ikke hvad den vil eller hvad jeg skal bruge det til.

Lån bogen på Bibliotek.dk