0 kommentarer

Gøglergade af Andrias Andreasen

af d. 3. april 2022
Info
 
Forlag
 

På Gøglergade bor den 15-årige fortæller Johannes i et typisk socialt boligbyggeri med mor og papfar Torben. Kun 100 meter derfra bor Johannes far, hypokonderen, der kun udholder ultrakorte besøg af sin faktisk ret sympatiske søn. Da historien starten flytter en indvandrerfamilie ind i kvarteret, tilflyttere fra Nørrebro der derfor ikke kun perkere, men også Københavnere, fakta der er ved at drive den ulideligt racistiske Torben til vanvid. Han forsøger derfor at stille sin egen bil på tværs for at familien ikke kan flytte ind. Det er ret vanvittigt og temmelig morsomt.

Miljø og persongalleri etableres effektivt fra starten i en stil der er umiskendeligt ungdomsbog i den lidt samfundskritiske og ironisk karikerede stil der kendes fra store danske forfattere som Dennis Jürgensen og Bjarne Reuter.

Men nej hvor der bandes. Sproget er grimt, grumt og grusomt, selv Johannes tanker inficeres voldsomt i sin storbandende fars nærvær. Alle som én bander i et nærmest ustoppeligt omfang.

Det er dog ikke kun fis og ballade i Gøglergade: Børnelokkeren, der ikke går under anden betegnelse end ‘Grislingen’, dukker op og kaster med sine klamme bemærkninger tidligt en skygge over Johannes fortælling, og skal senere komme til at ødelægge flere sølle eksistensers liv. Nok er fortællingen frisk og morsom, men Grislingens tilstedeværelse varsler et kommende helvede. Da han dukker op til slut  skifter bogen mellem vanlig opstemt fandenivoldskhed og ubærlig ‘hjemlig hygge’ i børneskænderens hule.

Det er ikke en bog for sarte sjæle, som sagt bandes og svovles der i én køre og de unge knægte ser en enorm mængde porno, der beskrives ned i mindste detalje. Johannes karikerede papfar Torben falder over et massivt surroundanlæg med tilhørende kæmpeskærm, som han får uheldigvis får startet, men ikke kan slukke igen, mens en kæmpe afrikansk kvinde toner frem på skærmen og kaster sig ud i intim gymnastik hvor Andreasen ikke sparer hverken Torben eller læser for pornografiske detaljer. Et godt eksempel:  “Kvinden trækker sine mørke baller fra hinanden og stikker en kroget analplug problemfrit ind i endetarmen og sender et glædeshyl ud af højtalerne.” Bogens omslag er ikke helt ved siden af, selvom det bestemt ikke pryder.

I Andreassens sarkastisk sorte univers kommer kun de onde godt fra deres forehavende, men selvom Torben er en racist med ufravigelige raceidealer, er han åbenbart ikke ond nok. Han overraskes i sit uagtsomme pornokiggeri af en af lille pige og hendes mor, der begge løber skrigende bort og fortæller vidt og bredt om den perverse og pornoafhængige Torben. Man får helt ondt af manden, og det er egentlig godt klaret, for han er ikke nem at holde af.

“Gøglergade” byder ikke på en egentlig stringent og fremadskridende handling. Det er mere en samling barokke situationer, der nærmest som en snebold nedad bakke afstedkommer andre uforudsigelige handlinger. Andreassens bog er et studium i loven om uforudsete konsekvenser, skrevet uden de store dikkedarer. “En simpel, veloplagt fortællestil er altid en god stil” har landsmanden William Heinesen sagt, en mand som Andreasen er stor beundrer af og et motto han med sin skrivestil efterlever.

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter