Nobelprisen
0 kommentarer

Bizarre fortællinger af Olga Tokarczuk

af d. 6. april 2022
Info
 
Sideantal

224

Udgivet

2022

ISBN

9788702326970

Originaltitel

Opowiadania bizarne

 

Ikke kun bizarre, men uforudsigelige og fantasifulde fortællinger, der foregår i vidt forskellige rammer og universer. Temaerne strækker sig fra tomhed og fremmedgjorthed ved at blive ældre til moderne familieformer i en ”robot-alder” med nærmest japansk stemning.

Hver enkelt novelle har signifikante farverige detaljer – ofte med en længere indledende beskrivelse af miljøet og omstændighederne. Hver lille fortælling har sin egen fortættede essens, der ikke ligner den forriges.

Novellen ”De Grønne Børn” er nok den mest fantastiske, og netop den har en meget lang indledning og rummer en fortælling inde i fortællingen. Dens historiske ramme er Polen i 1656 under Kong Jan Kazimierz. Vores fortæller er blevet inviteret til at være hofmedicus og havemester for kongen, der midt i et krigshærget land begiver sig ud på et farefuldt togt til yderegne, hvor både svenskere, moskovitter og  andre farer lurer. Hoflægen har sine egne små studier undervejs, bl.a. studiet af plica polonica, en måde at arrangere sit hår på, der nok mest af alt minder om en stor portion dreadlocks. Novellen får derved et skær af ”opdagelsesrejsendes dagbog”. Da kongen får et svært anfald af podagra, er følget nødt at blive på en hr. Hajdomowicz’ gård. Kongens mænd bringer en dag efter en jagtudflugt ikke kun vildt til gården, men også to børn på 4 og 6 år, med grønlig hud og intet sprog. Hvor børnene stammer fra forbliver en gåde for hele gården, der hvirvles ind i et mystisk begivenhedsforløb, som stiller spørgsmål til menneskelig civilisation og vores normale verdensbillede: findes der en mere enkel og intelligent måde at sætte sit fodaftryk på jorden på end det, der sker i de europæiske lande i disse århundreder?

I ”Besøget” er vi i en meget steril og regelpræget verden. En familie har flere robotter, og det er faktisk ikke til at sige, hvilke af familiemedlemmerne, der selv er robotter, men så udviklede, at de kan udføre komplicerede handlinger for hinanden. Miljøet minder en anelse om det i ”Klara og solen” af Kazuo Ishiguro, hvor en robot er hovedpersonen i en afgrænset verden, der dog stadig har sine klare forskelle mellem mennesker og robotter.

I ”En sand historie” kommer en kvinde ud for en ulykke i et højloftet metro-rum, hvor en ansigtsløs masse af mennesker fortsætter deres strømmende færd som om, intet var hændt. Måske er her referencer til Kafkas univers med ”Processen” – et uforståeligt system uden menneskeligt ansigt, der knægter den enkeltes eksistens.

”Bizarre fortællinger” rummer ti noveller i alt. Samlingen er et overflødighedshorn af fortællerglæde, dyb indsigt og udsyn, der skarpt og veldrejet udfordrer læserens egen virkelighed.

 

Olga Tokarczuk modtog Nobelprisen i litteratur i 2018

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter