Fuglene af Tarjei Vesaas

”Fuglene” har sat sig som en kløe på indersiden af min hjerneskal. Det er over et år siden jeg læste den, og alligevel rumsterer den derinde endnu.

Den lille bog handler om Mattis Tust der er omkring de 40. Han bor sammen med sin jævnaldrende søster, Hege, der tager sig af ham. Mattis er nemlig ikke særlig stærk i ånden. Han er svag i sin ånd, han er den lokale sinke.

”Du mit næb imod sten! tænkte han hovedkulds, som han sad der – og det gav et ryk i ham.
Hvad? – Men det var borte.
Billedet og ordene jog igennem ham. Og lige så hurtigt var de borte igen – i stedet stod der en væg tæt foran hans ansigt.”

Alting står konstant og banker på Mattis’ stakkels simple sind. Verden der med sine indtryk konstant kræver mening; et lyn eller en flok snepper der trækker hen over huset. Vesaas maler i korte, simple strøg, og hvert et strøg fortæller hele den store historie.

Jeg kan simpelthen ikke slippe ham. Trods sin idioti er Mattis min reols mest åndfulde og poetiske sind – og nu, lige nu, går jeg ind og læser ham igen.

Lån bogen på Bibliotek.dk