172
2020
978-87-94021-00-5
1. udgave
Det nystartede forlag Ildanach kommer rigtig godt fra start med novellesamlingen Frygtelige fynske fortællinger. Det er en sjælden god samling af underholdende historier indenfor horror/gyser genren.
A. Silvestri kan nogen helt specielt med ord, så det er nok ikke helt tilfældigt, at hans historie, Havet sneen himlen, står tydeligst i erindringen, selvom det er første novelle i samlingen. Tobias er alene med sin nyfødte datter, efter moderen tog sit eget liv. Han lejer en hytte på smukke Thurø og begynder langsom at falde fra hinanden. Der er en umanerlig virkningsfuld kontrast mellem passagerne med Tobias, der oftest vandrer rundt med datteren i mørke, kulde og blæst, og til Axel og Birthe, Hr. og Fru Danmark, der sidder i det lune hus og betragter Tobias, bager lidt kage, snakker om at gøre noget, men bager lidt videre…og da de endelig gør noget, sker der noget mærkeligt…
R. H. Jørgensen fører mig tilbage til min egen skoletid i sin novelle, Sct. Hans skolen. Det er Viktors tur til at hente mælk til klassen i kælderen, hvor hans plageånder giver ham bank hver dag. Jeg kunne godt lide stemningen, selvom historien er lidt for forudsigelig, og jeg synes bøllerne skulle have haft et varmere endeligt…hvis i forstår…
Det gamle teglværk er klam horror som det skal være! Den lettere retarderede fortæller beretter om sit liv og sit arbejde i teglværket, hvor han står for at passe ovnen. En godt fortalt historie, og ret effektfuldt fortalt i første person, og her får læseren endelig varmen! Historien kunne være halvbror til Hostel filmene og næste historie måske en fjern fætter til Sleepy Hollow.
Dullahan af Christine Godman er en rigtig fin historie om døden, og ikke mindst frygten for døden. Sofies flugt fra den hovedløse rytter og hendes stigende angst er yderst spændende læsning. Samme forfatter slutter også samlingen af med Valdemars slot, en stemningsfuld spøgelseshistorie fra slottet på Tåsinge. Den historie ramte mig knap så meget som Dullahan, men alligevel en dejlig gysende rundvisning.
Dobbelt halvstik af Niels Kjærgaard er en rigtig fin gyser med et sjovt plot og en virkelig fed slutning.
Frøbjerg Bavnehøj af Anne-Mette Brandt er også en rigtig god fortælling om hedenske ritualer, og dejligt underholdende med avisklip fra fremtiden, der giver små hints til den igangværende historie.
Morfars historier af Charlotte Deigaard Hansen er også en dejlig, lille hypnotisk historie om Åmanden. Hvis man er ond nok til at læse den højt for sine børn, skal de nok lære at gå lige hjem!
Sophie Vahl har i Molly? skrevet samlingens korteste novelle på knap 6 sider, men mere skal der ikke til for at skræmme. En rigtig fed spøgelseshistorie!
Spøgelserne er også på spil i Svendborg by night af Karina Sund, hvor et søskendepar prøver at sige farvel til deres døde far i hans lejlighed. Rigtig god historie, når det endelig går op for læseren, hvad der foregår!
Eskapisme er ikke en dødssynd, synes at være Ildanachs valgsprog, og tak for det. En meget vellykket debut fra forlaget! Jeg kunne godt ønske mig, at der var brugt lidt plads på forfatter biografier, lidt mere korrekturlæsning og en anden skrifttype på forsiden, titlen er jo nærmest ulæselig. Men jeg vil glæde mig til næste samling af science fiction noveller!