0 kommentarer

Til ungdommen – monologer af Linn Skåber

af d. 27. november 2020
Info
 
Forfatter
Genre
Sideantal

254

Udgivet

2020

ISBN

9788792815217

Originaltitel

Til ungdommen

 

Linn Skåber har baseret teksterne i ’Til ungdommen – monologer’ på en række samtaler med unge om at være teenager, og om hvordan livet føles, når man er fanget midt mellem barn og voksen. Linn Skåber skriver unge stemmer overbevisende og genkendeligt. Det er følsomt, indlevende, humoristisk men også med den skarphed, som er kendetegnende for teenageren. Lisa Aisato har illustreret bogen med sin helt fantastisk ekspressive og følelsesfulde tegnestil, og hendes billeder løfter alting. ’Til ungdommen – monologer’ er absolut en god læseoplevelse og en indlysende gaveidé, også fordi den – ud over at være oplysende og kan fungere som spejling for teenageren – simpelthen er lækkert sat op og illustreret.

De 31 monologer handler om begær og længsel, om at føle sig totalt forkert, om stedfædre, døde fædre og om en krop der er usælgelig. Det er ikke forbeholdt denne generation at føle sig akavede og forvirrede. Ungdommens pinsler er universelle. Menneskets krop finder på tåbelige ting. Hjernen bygger ud i puberteten, og den starter hele balladen med at pumpe hormonerne østrogen og testosteron ud i kroppen. Alting vokser, man begynder at lugte og bumser springer ud sjovt nok lige på det tidspunkt, hvor man begynder at håbe, at en anden måske kan lide én lidt mere end bare sådan som venner.

Nogen unge har en fest. Andre kan ikke mindes, de nogensinde var med til én – men det forhindrer ikke en følelse af evige mentale tømmermænd.

Den unge er fanget mellem stadig at have behov for at være det ansvarsløse barn og trangen til at være selvbestemmende, voksen. På den ene side rammes man af længslen efter at blive løftet og passet på af sin far, men samtidig er der intet af det, de voksne siger, der giver mening. Sindet bliver revet i to retninger.

Det kan være en meget ensom tid, for ingen voksne kan forstå – hvordan skulle de kunne forstå noget, man ikke engang selv forstår? Skåbers tekster formidler alle disse følelser på fornem vis.

Jeg lo, krympede mig og huskede. Og så græd jeg også lige lidt.

Her er det indledningen til ”Om far, hamster og døden”:

Bogen kan læses fra 12 år og op. Tekstmassen er overkommelig, så en ikke så læse-vant teenager kan måske overskue bogen, hvis lysten vel og mærke er der. Jeg er 49 og læste bogen med en meget personlig lettelse over at være på tryg afstand af min egen teenagetid. Samtidig har jeg børn på henholdsvis 12 og 15 så teenagetiden er tilbage i mit liv, rollefordelingen er bare en anden.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter