0 kommentarer

Fangeleg af Kim Fupz Aakeson

af d. 30. marts 2021
Info
 
Sideantal

318

Udgivet

2021

ISBN

9788702306286

 

Sammi er en ung mand med dansk-pakistansk baggrund, der starter op som fængselsbetjent i et stort fængsel. Han kommer til at arbejde sammen med Henrik, en lidt ældre grovkornet familiefar, der er blevet hærdet af det hårde miljø i fængslet og gerne benytter sig af småracistiske kommentarer. Sammi må sætte sig i respekt for bl.a. at undgå at blive kaldt ”Sambo”.

”Fangeleg” er en action-præget fortælling med detaljeret beskrivelse af et fængsels arbejdsforhold og det rå liv, der hersker blandt de indsatte. Der er rockere, indvandrerbander, kvinder, voldspsykopater, udvisningsdømte og behandlingsdømte. Efterhånden lærer Sammi om de interne ufravigelige hierarkier og regler, som de indsatte må leve under.

Der en flydende grænse mellem indenfor murene og udenfor fængslet. Der handles med stoffer på begge sider, og murene er ingen hindring for bandernes kriminelle aktiviteter; de ubrydelige magthierakier og interne ”love” findes såvel ude i byen som inde på fængselsgangene.

Med en knap og scenisk fortællemåde bliver læseren trin for trin draget ind i et net af skæbner, der har indflydelse på hinanden og som skaber umulige situationer, efterhånden som nettes strammes og situationer tilspidses. De tre hovedhistorier samler sig om de tre fængselsbetjente Sammi, Henrik og Miriam, og gennem dem erfarer man, at løgn og bedrag ikke er forbeholdt de indsatte.

Midt i bedrag og råhed lader Kim Fupz Aakesen nogle af sine personer vise formildende sprækker af pludselig ømhed og usikkerhed, når deres oprindelige natur og drømme viser sig. Den barske Henrik vil gerne hjælpe en indsat til et bedre liv efter fængslet, og Miriam bekymrer sig for en kvindelig indsats skæbne efter løsladelse. Omvendt er der ikke langt fra kærlighed til had; det kan være farligt at blotte sine følelser. I sidste ende efterlader ”Fangeleg” ikke et optimistisk syn på det at komme kriminalitet til livs. Det er meget svært for den enkelte, der blev inddraget i det kriminelle netværk, at komme ud af det igen og skifte livsbane.

”Fangeleg” er spændende og plot-veldrejet læsning. Der er mange parallelle historier at følge, en kollektiv-roman, hvor man ikke når helt i dybden med den enkelte. Det gør den lidt ”tør”, men tilsammen er alle trådene med til at give et autentisk billede af fængselsliv og kriminalitet i Danmark.

Da Sammi i sidste kapital igen knapper den lyseblå skjorte og sammen med Henrik begynder på deres vagt, er de nok blevet ”klogere”, men ingenting er forandret i dybden. Miriam repræsenterer lidt håb for egentlig retfærdighed i slutningen, men det er et spinkelt håb for forandring.

 

Anmelderbog

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter