445
2009
978-87-7053-256-3
Berättelse om herr Roos
“Bedre end det her blir det aldrig – livet!” Dette helt centrale og gentagede citat i Nessers fortælling om hr. Roos er en foruroligende tvetydighed. Dels er det en opfordring til at leve i nu’et, dels en forudsigelse af, at det fra nu af kun vil blive værre! Samme dobbelthed afspejles i bogens første og anden halvdel. Vi skal halvvejs igennem bogen før den bliver til en krimi og før vicekriminalkommissær Barbarotti kommer på banen.
Bogens hovedperson, den lidet synlige regnskabsmand Valdemar Roos, lever et temmelig trist og gråt liv, både arbejds- og familiemæssigt, et liv som rigtig mange af os almindelige mennesker vil kunne nikke genkendende til, men de færreste bryde sig om at vedstå!
En dag vinder Valdemar en stor tipspræmie og vælger at holde den rare nyhed for sig selv! Han siger sit job op, hvilket han heller ikke siger til nogen og køber en ydmyg, primitiv træhytte langt ude i skoven, hvor han bare kan være sig selv ind imellem! Da en ung pige på flugt tilfældigt kommer forbi, flytter ind og tilmed blir hans ven er hans lykke gjort – “bedre blir det aldrig!” Der er næsten 40 års aldersforskel på Anna og Valdemar; men de finder fuld forståelse hos hinanden og der opstår snart til et varmt (bedste)far-datter forhold uden sexuelle undertoner.
Nesser er i sin nyeste roman nærmest en poetisk filosof og en meget smuk en af slagsen. Nogen vil nok kalde det banal lommefilosofi; men Nessers filosofi er netop også, at det banale, enkle og nære er det, som giver livet mening og værdi. Bogens første halvdel er en dejlig livsbekræftende skildring af et aldrende menneske, som vågner op efter 40 års intetsigende dvale-tilværelse og får lov til at opleve en stor lykke i kort tid…
I historiens anden halvdel følger så uddrivelsen fra paradis, en håbløs og mareridtsagtig flugt, som burde have været undgået.
Kommisær Barbarotti er igen et rart bekendtskab. For ikke at stå tilbage for sin irriterende, bedrevidende svoger, som snylter på søsterens gæstfrihed, kaster han sig ud i en reparation af taget; men med 10 tommelfingre er det ikke nemt og han falder ned og brækker det ene ben. Et ben i gips hindrer ham dog ikke i at gå på arbejde, da han nærmest vil gøre hvad som helst for at slippe væk fra svogeren!
En dejlig bog, ikke så meget krimi, men fuld af vid og visdom. Håkan Nesser bliver faktisk bare bedre til trods for bogens centrale citat. Han har en gudsbenådet evne til at gøre en hvilken som helst historie vedkommende. Der er få forfattere, der som Nesser kan få mig til at føle, at livet egentlig er ok, selvom man ikke er født under en heldig stjerne med sølvske i munden…