461
2012
978-87-7108-499-3
Dødelig Applaus
1.udgave
“Opera rummer en skønhed, som overgår alt andet. Hvor finder man ellers så stærke følelser? Intriger, begær, hævntørst, forbrydelse og straf.”
Replikken tilhører den koldblodige dræber i Øystein Wiiks operakrimi “Dræbende applaus”, men er samtidig en ganske rammende beskrivelse af bogen som helhed.
Handlingen er kulørt og vildtvoksende som en libretto af Mozart på psilocybinsvampe. I Oslos nye koncerthus bliver den verdensberømte tenor og libertiner James Medina skudt ned på scenen efter at have ydet en pragtpræstation. Der udbryder panik, en paryk bryder i brand, adskillige mennesker indebrænder.
Til stede i salen er operajournalisten Tom Hartmann, som straks efter hyres af Medinas selvbevidste manager Victor Kamarov til at hylde den afdøde stjerne i sit magasin og gerne i samme moment opklare omstændighederne bag mordet.
Og så går den vilde jagt rundt i Oslo og Wien. For morderen har appetit på flere operasangere og er i besiddelse af en utrolig insiderviden om miljøet og persongalleriet i de fornemme koncerthuse.
“Det specielle ved opera er, at det foregår ‘live’. Alt kan egentlig ske. Opera er en risikosport.”
At Wiik selv er operasanger og skuespiller, mærkes tydeligt. “Dræbende applaus” er melodrama og actionkomedie i ét – fyldt med store følelser, strømme af tårer (og sved), evig kærlighed og ubehændigt had.
Efter endt læsning er det som at have slugt en velvoksen flødebolle. Den smagte dejligt og gled hurtigt ned, men der var absolut ingen substans i, kun tomme kalorier. Bogen er festlig, generøs og musikalsk, men også rodet, klichébefængt og tindrende usandsynlig.
Aldrig har politifolk optrådt mere jammerligt og uprofessionelt. Aldrig har man set så hurtig en forvandling fra journalistisk slapsvans til målrettet actionhelt, der pludselig er i stand til at bryde ind i lejligheder, klatre ned ad nedløbsrør og hage sig fast i motorbåde i fuld fart – for ikke at tale om at forføre gudesmukke kvindfolk. Jason Bourne genfødt som fjottet nordmand.
En sjov detalje er, at Wiik tilsyneladende har ladet sig inspirere af sin mere kendte og kompetente landsmand og krimikollega, Jo Nesbø. Begge lader deres helte undfly fæle forfølgere i en ækel suppe af l.o.r.t. Bvadr.