158
2011
978-87-638-1785-1
Dortes første kæreste, Per Finland, bor hjemme hos sine forældre. Dorte møder dem tit, og holder vist meget af at komme der, selvom de “ikke havde rigtigt styr på ukrudtet”.
Dorte har til gengæld stort set ikke styr på noget. Hendes hverdage er en endeløs række af begivenhedsløse og udramatiske dage. Den ene dag følger den anden, den ene fyr følger den anden, det ene hjem følger det andet. Den eneste konstant i Dortes liv er fasteren Dorte, som hun er opkaldt efter. Og faster Dorte lever et ligeså planløst og tilfældigt liv som den unge jeg-fortæller.
“DETTE BURDE skrives I NUTID” minder en hel del om “Mens vi venter på Godot”, et absurd skuespil af Samuel Beckett. For ligesom de to hovedpersoner i skuespillet venter Dorte på Godot. Hun ved dog hverken, hvor Godot er, hvem det er, eller om dette nogensinde vil dukke op. Det ser med andre ord ud til, at hun venter forgæves.
Hvorvidt Dorte finder Godot eller ej skal her være usagt.
I vanlig Helle Hellle stil er stilen fuldstændig strippet for lidenskab. Der er stort set ingen tillægsord og stort set ingen følelser. Men som i de andre af Helle Helles bøger virker stilen glimrende, idet den illustrerer hovedpersonernes formålsløse liv.
Nogle forfattere har held af at gennemføre denne stil, men samtidig lade os komme helt ind under huden på hovedpersonerne via deres handlinger. Det er desværre ikke tilfældet her. Dortes søgen er ikke på nogen måde unik, og mange vil kunne genkende sig selv – i hvert fald i perioder af deres liv. Men alligevel lærer vi hende aldrig rigtigt at kende, hvilket er en skam, for bogen bliver aldrig helt vedkommende, men bare et overfladisk penselstrøg, der ikke fører mere end et skuldertræk med sig.
Lån bogen på biblioteket