268
2011
978-87-7108-335-4
Red leaves
1.udgave
En lille pige, Amy på 8 år, forsvinder fra sit hjem. En nabodreng, Keith, som var barnepige for hende den aften hun forsvandt, kommer naturligt nok i politiets søgelys og bliver afhørt i sagen. Hans far, Eric, er til stede ved afhøringen, og får en fornemmelse af at Keith måske ikke taler sandt. Kan han tro på sin søn?
Det er ikke en traditionel krimi, men en psykologisk krimi med Eric Moore som den egentlige hovedperson. I sin søgen efter sandheden dykker han ned i de løgne og fortielser, der var en del af hans egen barndom. Han drager sine konklusioner – og konfronterer familiemedlemmer med sine mistanker. Men måske skal man være varsom med at tro, at man har fundet frem til sandheden – måske tog både han og andre personer fejl, og hans beskyldninger – ligesom Amys fars handlinger – får vide konsekvenser for såvel Eric som hans familie.
Det er en rigtig spændende bog, ikke så meget for opklaringen af, hvad der skete med Amy, men mere for hvad der sker med den familie, der er under pres. Det er ikke en krimi der flyder med blod og makabre beskrivelser af mishandlede ofre – der er slet intet af den slags. Det er medvirkende årsag til at det er en bog efter min smag, en bog der lægger vægt på det psykologiske og på de mekanismer, der træder i kraft, når en person kommer under pres og begynder at stille spørgsmål ved sit eget og sin families liv – og prøver på at finde frem til sandheden. At bogen også er velskrevet og godt opbygget, er med til at gøre den til en rigtig god læseoplevelse. Jeg slugte den nærmest i ét stræk.