Det er okay med mig af Per Petterson

“Det måtte være trygt, for her havde jeg ikke været før,” tænker 13-årige Audun og trasker ind på en forfalden bondegård en halv dagsmarch på afstand af den Oslo-forstad, han bor i. Og ganske rigtigt, den seje gamle bondemand og hans bløde, moderlige kone tilbyder ham både tryghed, varme og friskbagt franskbrød.

Det er skoleferie, det er 1970’erne, og Audun er stukket af hjemmefra. Væk fra sin alkoholiserede, hårdtslående far, der netop er blevet læsset sanseløs af foran deres hus fra grabben på en gravko af en af sine fordrukne venner. Væk fra sin distræte mor, væk fra sin irriterende lillebror og sin teenagesøster. Hvad skal Audun med alt det pis?

Audun bander som tyrk, så virker han nemlig barsk og utilnærmelig. Han formummer sig bag mørke solbriller, også i gråvejr. Selv de venligste lærere får kun snerrende svar. Og jo, hans jævnaldrende, ikke mindst vennen Arvid, synes vist, Audun er en helvedes karl.

Men vi voksne, som bogen er skrevet for, gennemskuer drengen på et splitsekund. Han frygter nærhed, for nærhed har aldrig bragt ham noget godt.

Faren affyrer sin revolver ind gennem vinduet. Auduns bror kører sig ihjel. Audun selv dropper ud af gymnasiet trods indlysende talent. Piger magter han ikke; de kommer for tæt på. Det hele er noget lort, og så kan man jo lige så godt tage et lortejob på et trykkeri for at tjene nogle skejser. Men også her kommer den uregerlige, nu 18-årige gut i klammeri.

Den konstant simrende vrede er til at forstå; egentlig også Auduns hang til at hjælpe folk, der har det værre end ham selv; hans afvisende holdning, når de vil takke ham. Ikke alene forstår vi ham; vi holder sågu af ham, føler med ham – men er lige så magtesløse som hans omgivelser. For hvordan trænger man ind bag panseret på denne tikkende bombe?

Per Petterson har skrevet endnu en mageløst fin bog, som lige fra de første sætninger kryber ind under huden på læseren. Det fine er ikke mindst, at Petterson aldrig forfalder til at forklare noget som helst; man må selv skabe sine forklaringer. Don’t tell ‘em, show ‘em. Og så skriver manden som en engel, let og billeddannende.

Navnet Arvid har den Petterson-kyndige læser allerede opdaget. Ja, det er dén Arvid Jansen; ham, der normalt har hovedrollen i Pettersons bøger; forfatterens alter ego. I “Det er okay med mig” er Arvid den let anonyme, afbalancerede ven, der skaber klangbund for Auduns opgør med verden og sig selv. Det er okay med mig; Audun er et herligt bekendtskab; bare Arvid vender tilbage og stjæler billedet (ikke hestene, nej) en anden gang.

Lån bogen på biblioteket