Den sorte ordens falangister af P. Christin og Enki Bilal

Forsiden af Den sorte ordens falangister trigger straks en tidsrejse, der fører mig tilbage til 80’erne, hvor mit andet hjem var Aars Folkebibliotek. Her sad jeg nærmest hver dag og læste tegneserier, og jeg må jo også have bevæget mig ind i den forbudte sektor med tegneserier for voksne, som Carlsen if’s serie hed, og biblioteket havde kopieret navnet til deres lille reol med albums.

Historien foregår i slut-halvfjerdserne, 40 år efter Den Spanske Borgerkrig. En gruppe af gamle fascister bærer nag fra krigens tid og hævner sig på en lille landsby, hvor de henretter samtlige 72 indbyggere. Den tragiske nyhed når til London, hvor et gammelt medlem af den 15. Internationale Brigade hurtigt får samlet den venstreorienterede gruppe, der kæmpede mod fascisterne i borgerkrigen, og der bliver lagt planer for hævnen.

Men ligesom fascistsvinene, så er modstandsgruppen en flok ældre mennesker, og allerede på rejsen fra Frankrig over de sneklædte bjerge til Spanien, mister gruppen det første medlem, og det skal ikke blive det sidste. Deres jagt fører dem gennem Europa, hvor de hele tiden kommer for sent, for falangisterne bliver ved med at sprede død og terror.

Pierre Christian har skrevet en fremragende historie fuld af både drama, intensitet og kedsomhed. For det er ikke bare en hæsblæsende jagt på terroristerne, som får hjælp fra forskellige sider, og ofte forsvinder for hævnerne, og de må nogen gange bare sidde og vente, fiske, læse eller bare kede sig, indtil sporet bliver varmt igen. Men som læser keder man sig ikke. Engang imellem virker det lidt for utroligt, som når de gamle mennesker kravler rundt i træer for at overvåge fascisterne, eller drøner rundt på scooter uden at blive opdaget. Ligeledes er det både sjovt og lidt langt ude, at en dansk socialdemokratisk minister er med i gruppen. Han skred simpelthen bare fra taburetten!

Bilals tegnestil har altid haft en dragende effekt på mig. Hans personer er som mejslet ud af granit eller marmor, ofte med karakteristiske høgenæser og bistre udtryk. Ingen kan som ham tegne læseren til en dyster stemning. Han har sin helt egen stil, men nogen gange kan den minde om Moebius, især med hans hang til at bruge skraveringer og prikker. Resultatet er umådelig flot og autentisk, hvilket også langt hen af vejen skyldes den flotte farvelægning.

Jeg synes selv jeg var heldig, da jeg for nylig købte albummet i en 1. udgave fra 1979. Ryggen er løs, siderne stive og bulnede, som har de fået fugt, og der er pletter hist og pist. Men det passer bare perfekt til historien om de gamle gubber, der kæmper med deres egne skavanker, bliver forkølede, slås med gigt og alverdens ting, men som aldrig har glemt deres idealer og politiske overbevisning, og fortsætter ufortrødent til den bitre ende.

Lån tegneserien på Bibliotek.dk