Mit navn er Emilia Del Valle af Isabel Allende

Emilia Del Valle bor med sin mor, sin stedfar og deres børn, hendes halvsøskende. På trods af, at stedfaren ikke har et biologisk bånd til hende, er der absolut ingen tvivl om kærligheden imellem de to, og ofte er han mægleren, når morens sortsyn er ved at kvæle familien.
Emilia udgiver romaner under et mandligt pseudonym, men drømmer om at kunne udgive i eget navn, helst son journalist. Derfor drager hun til Chile, da det bliver en mulighed i forbindelse med arbejdet på en avis. Her er det meningen at hun skal dække historierne om menneskene, mens hendes mandlige kollega skal dække borgerkrigens rædsler fra skuepladsen. Samtidig øjner Emilia muligheden for at lære sin biologiske far at kende.

Den unge kvinde er på ingen måde forberedt på, hvad hun skal opleve:
”Jeg ved ikke, hvad jeg overværede, og hvad jeg forstillede mig, alt er forvirring og rædsel i min erindring. Jeg havde aldrig set vold og død så tæt på, intet i mit 25-årige liv havde forberedt mig på so meget barbari, så megen lidelse. Mens kuglerne føg om ørene på mig, og mændene styrtede til jorden, itusprængte og forvredne, som marionetter med snoren kappet over….. Hvordan er det muligt, at menneskene på denne planet lige siden tidernes morgen systematisk har slået hinanden ihjel? Hvilket dødeligt vanvid bærer vi i sjælen? Denne destruktive trang er arvesynden.”

Emilia Del Valle er en velskrevet og medrivende bog om en ung kvindes trang til at bryde med samfundets syn på kvinder og mænd og om hvordan hun, og den mand, der er så uheldig at forelske sig i hende, må gennemleve megen tid adskilt inden Emilia er klar til at vende tilbage til den civiliserede verden. Men bogen er ikke kun en kærlighedshistorie, det er også en fortælling om mænd og kvinders kønsroller i slutningen af 1800-tallet og om de mænd og kvinder, der er villige til at lade det enkelte menneskes væsen gå forud for trangen til at putte dem i rammer. I den forbindelse fremstår det dog en anelse paradoksalt at Isabel Allendes karakterer i denne bog nogle gange kommer til at fremstå en anelse karikerede, Emilie er entydigt eventyrlysten og har en voldsom angst for at blive afhængig af andre, stedfaderen er den gode, tilgivende mellemmand, der favner alle. Moren bærer nag, er sortseer og formår sin opvækst og sit nuværende liv med en kærlig og hengiven mand til trods ikke at komme sig over de svigt, hun mener at have oplevet.

Alt i alt er Mit navn er Emilie Del Valle dog en velskrevet bog med meget fine betragtninger omkring menneskets natur, en sympatisk og stærk heltinde og enkeltindivider, hvis hverdag, følelser og tanker står ligeså tydelige som den samtid de er en del af.

Lån bogen på biblioteket