0 kommentarer

Blueberry – De samlede eventyr 5 af Jean Michel Charlier & Jean Giraud

af d. 10. oktober 2021
Info
 
Sideantal

215

Udgivet

2021

ISBN

9788770858717

Originaltitel

Blueberry Intégrale tome 5 - Oversat af Søren Vinterberg

Udgave

1.

 

Vi er kommet til det femte ud af ni planlagte samlealbums i Blueberry serien, hvor de originale plancher og farver er brugt til at genskabe dette mesterværk af en westernserie. Ordet ikonisk er snart ikke dækkende mere, men det må igen bruges, især om forsiden der prydes af den smukke Chihuahau Pearl. Hvor Jean Giraud fik inspirationen fra kan man læse om i det omfangsrige og informative forord. Knap 40 sider der viser arbejdet med serien, ændringer fra Pilote til albums og nogle fantastisk flotte helsides tegninger, især John Wayne plakaten er eminent!!

Medbragt er også en 17 sider lang artikel af Charlier, der fortæller den lange løgnehistorie om den virkelige Blueberry. Det blev lidt en ørkenvandring, da det meste er en gengivelse af historien fra Den Unge Blueberry, men interessant at se de mange fotos, der har inspireret Giraud.

Udover Chihuahua Pearl indeholder albummet også 500.000 dollars værd og Balladen om en ligkiste, udgivet i åren 1970-72. Som jeg husker det, så er det egentlig starten på resten af Blueberry eventyret, der først slutter i Dust.

Det er en helt eminent forrygende historie Charlier har kreeret. 500.000 af sydstaternes gulddollars blev gemt i Mexico efter borgerkrigen, og kun en enkelt mand ved, hvor skatten er begravet. Blueberry kommer på sporet, hjulpet godt på vej af smukke Pearl, men forræderiet lurer om hvert et hjørne og modstanderne er mange: en dusørjæger, kommandant Vigo, sydstatsrebellerne ledt af Finlay og guvernør Lopez. Vi møder naturligvis også Blueberrys tro væbnere, McClure og Red Neck.

Historien forgår mestendels i det golde mexicanske landskab, der giver en hel særlig stemning. Udover at det er en spændende historie, så er Giraud også ved at finde sin gennemgående stil, med flotte tegninger af en mere rå og beskidt Blueberry. Der er nogle uforglemmelige scener, som jeg også husker at være betaget af som barn: Den hemmelige og spændende hule ude midt i ørkenen er fascinerende, ligesom scenerne i spøgelsesbyen Tacoma. Jeg vil aldrig glemme Trevors triste endeligt, hvor skæbnen indhenter ham.

Dette album er et kæmpe værk på 215 sider, og der er til mange timers underholdning. Det er klassisk tegneserie genudgivet på smukkeste vis, dog stadig med lidt sjove oversættelser ind i mellem (dit store skur??). Enkelte steder kan man også skimte den franske originaltekst.

Selvom det jo nærmest er blasfemi, så kunne det være ønskeligt med en udgivelse på et tidspunkt, hvor teksten er redigeret. Alt for tit føler Charlier at han skal fortælle os, hvad der sker på billedet, hvilket er totalt overflødigt, jeg vil meget hellere selv tolke og nyde Girauds tegninger!

Men det er alt sammen petitesser. Samlet er det en mega fed udgivelse. Herfra går det næsten kun opad med historierne, i hvert fald indtil Giraud selv står for teksten. Næste samlealbum indeholder fire albums, og jeg kan næsten ikke vente på historien om Angel Face og Blueberrys liv med indianerne!

Anmeldereksemplar.

Lån tegneserien på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter