0 kommentarer

Den første onde mand af Miranda July

af d. 16. september 2015
Info
 
Sideantal

263

Udgivet

2015

ISBN

978-87-400-2012-0

Originaltitel

The First Bad Man

Udgave

1. udgave

 

Miranda July sætter kvindens ’ting’ på spidsen i sin overrumplende og morsomme romandebut, ”Den første onde mand”. Hvad skal der til for at få en god, gedigen orgasme? Julys pointe er, at hver kvinde skaber sig sine egne scenarier, som hun spiller igennem under den seksuelle akt; at hun transcenderer væk fra den fysiske situation og ind i en fantasiverden, som kan være meget langt væk fra det, der foregår på lagenet.

Cheryl Glickmans ting er lidt mere kompliceret end gennemsnittet. Hun drømmer om, at hende partner generøst giver hende lov til at spille rollen som den dominerende mand med magt over situationen og et ordentligt jern på. Mens hun omsider ligger og boller med den mand, hun har fantaseret om i årevis, foregår der følgende i hendes hoved:

”Jeg … forsøgte at forestille mig, at den pik, der var inden i mig, var min egen udgave af Phillips lem, og at det var mig, der stødte i Clee. Da jeg først fik fat i det, virkede optrinnet meget ægte.”

Lyder det lettere neurotisk? Jamen, det er også et mildt udtryk for Cheryls sindstilstand. Den 43-årige lettere kiksede kvinde arbejder som mellemleder i nonprofitorganisationen Open Palm, der lærer kvinder selvforsvar. Hun har et forkvaklet forhold til både ejere og medarbejdere, og hendes over 20 år ældre drømmemand sidder i bestyrelsen og værdiger hende ikke et blik.

Derhjemme har Cheryl i sin visdom skabt sig et übermimimalistisk liv, der sparer tid og kræfter. Kun 1 sæt bestik, kun 1 tallerken; læsning foregår stående ved reolen, så man ikke behøver gå frem og tilbage med bøger; alt er planlagt i mindste sygelige detalje.

Og så sker katastrofen. Som det konfliktsky menneske, hun er, får hun ikke sagt fra, da cheferne pådutter hende at huse deres 20-årige datter i en periode. I det ydre ligner Clee alle mænds våde drøm, men hun lider af en stinkende fodsvamp og en personlighed så f.cking provokerende, at man næsten får mavesår af at læse om hende. Hun skider højt og flot på Cheryls husorden, lader opvask og brugt tøj flyde og ser hjernedødt tv fra morgen til aften.

Ondt bliver til værre, da Clee også rummer en voldelig side. De to kvinder ryger i slagsmål, og Cheryl bliver naturligvis den lille. Men mærkeligt nok virker korporlighederne som medicin på Cheryls globus hystericus (nervøs klump i halsen), så måske er invasionen alligevel godt for noget? De to finder en skrøbelig balance, der smadres til atomer, da Clee pludselig bliver gravid…

Miranda July skriver rasende godt, sproget er dynamisk, de mange ordbilleder er så originale og rammende, at den indre film kører i et parallelspor. Hele præmissen om en særlig kvindelig seksualitet parret med et ofte lavt selvværd er dybt interessant. Måske går der lidt rigelig moderkage og brystpumpe i slutningen, men summen af kardemommen er en vældigt underholdende historie med indlagte aha-oplevelser.

Lån bogen på Bibliotek.dk

 

Bedømmelse
Karakter