0 kommentarer

Den amerikanske sømand af Karsten Lund

af d. 11. september 2010
Info
 
Sideantal

325

Udgivet

2007

ISBN

978-87-02-06104-8

 

Ane og Jens Peter har været gift i 4 år, og Ane ønsker sig brændende et barn. Da det ikke ser ud til at lykkes, opsøger Ane doktor Warming, der har et par gode råd – han siger bl.a. “Nogle kan, andre kan ikke. Nogle kan med ned nogle, og ikke med andre”. Ane træffer en beslutning – hun må finde en anden mand der kan gøre hende gravid. Men hvordan griber hun det an – moralen var jo en anden for 100 år siden, og det er ikke så lige til. Men skæbnen hjælper hende, da en strandet amerikansk sømand bringes til hendes hus for at få pleje og husly, og da Jens Peter er på havet, er det nu eller aldrig. Sømanden forsvinder fra Anes hus tidligt næste morgen, og siden har ingen set ham.

Ane bliver gravid og føder Anthon, kaldet Tonny, Sorte Tonny eller Amerikaneren. Det er tydeligt for enhver, at Jens Peter ikke er den biologiske far, og snakken går i det lille samfund, men Jens Peter tager sig af Tonny som sin søn, og lærer ham op som fisker. Tonny får stor succes som fisker og forretningsmand, han har talent og en særlig næse for fiskeriet.

Slægtens historie fortælles af Tonnys barnebarn, Esben, som i mange år har været optaget af gåden om sømanden, og som af Tonny har fået overdraget et brev, skrevet af Ane og hidtil uåbnet og ulæst. Ud over historien om Esbens slægt, følger vi også den udvikling der er sket inden for fiskeriet gennem 100 år, da slægten har ernæret sig som fiskere. Ane og Tonny er omdrejningspunkterne i denne fortælling, der tager os med til Skagen for omkring 100 år siden, og fortsætter til nutiden. Det er en medrivende og spændende, lunt fortalt historie – en rigtig røverhistorie, velskrevet og godt fortalt. Og allersidst i bogen bliver det afsløret, hvad der virkelig skete med den amerikanske sømand. Kan du lide en god slægtshistorie med et twist af mystik, vil du helt sikkert synes om denne bog. Jeg var godt underholdt fra først til sidst.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter