0 kommentarer

De forhadte af Christian Mørk

af d. 22. juli 2014
Info
 
Sideantal

384

Udgivet

2013

ISBN

978-87-567-9941-6

Udgave

1.

 

Som han har for vane, er det en underholdende og let læst historie, Christian Mørk disker op med i “De forhadte”. Det er næsten som at se en film som “Flammen og citronen”. Mørk skriver billeddannende og hyggeskabende, tilsyneladende uden anden ambition end at give læseren nogle rimeligt spændende og fuldkommen forglemmelige timer. Og det er altså ment som en ros. Engang imellem er det rart bare at lade tankerne og hverdagen fare.

Under Anden Verdenskrig bliver tyskerne begejstrede for nogle avancerede legetøjsbiler, som den danske familie Brodersen og opfinderen Gustav har skabt. Bilerne passer som hånd i handske med den tyske tro på fremskridt gennem teknologiske landevindinger. Selveste rigsmarskal Gøring finder behag i de små, strømlinjede metalbiler med ægte lys i lygterne og overlegne køreegenskaber.

Julius og sønnen Kaj Brodersen, der er bogens hovedperson, vælger at lukke øjnene for de nazistiske ugerninger og lader sig forføre af lettjente penge, besøg på tyske godser og fornemme hoteller. Som krigen skrider frem, melder samvittighedskvalerne sig, men stadig formår ingen af dem at sige endegyldigt fra.

Søsteren Else ender som en slags feltmadras. Det samme gør Gustavs søster Tove. Andre bliver medlemmer af Frikorps Danmark og lignende tyskvenlige foreninger. Og i starten af krigen sker det hele med myndighedernes fulde billigelse.

Mørk inviterer os med ind i gullaschbaronernes fine villaer, hvor der bliver drukket og røget igennem, mens der holdes patetiske, pseudopatriotiske taler og synges klamme nazisange. Et besøg i Gørings legendariske Carinhall bliver det også til, og researchen er så skarp, at det føles som være der selv. Som sagt – det er voldsomt underholdende.

Problemet er, at Mørk ikke helt har tiltro til sine læseres intelligens. Han smører for tykt på for at slå pointerne fast. På mindst hver anden side betror Kaj Brodersen os skæbnestungt, at det hele vil ende galt, og at alting er hans og faderens egen skyld. Det bliver lidt trættende hen ad vejen.

Trættende er også Mørks hang til smart, men noget søgt sprog. Et par eksempler:

“I hendes glasklare blik var intet andet end hendes egen Verdensanskuelse at se. Men da jeg prøvede at kigge derind, fik jeg kun øje på min egen afspejling i det dybe blå.”

“Far ville ikke sidde bagest i bussen, nu da han ikke længere havde at miste. Der skulle sælges til nye kunder. Og helst i en fart.”

Ligeledes er Gustavs udnævnelse til Rigelegetøjsmester i det stortyske tusindårsrige en unødvendig overdrivelse. Vi har fattet, at tyskerne ikke er vel forvarede.

Alle, der holder af Matador-agtige historier fra krigens tid, vil dog givetvis føle sig fornemt underholdt i selskab med “De forhadte”.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter