De bjergtagne af Anders de la Motte

Den svenske originaltitel på denne bog er ”Bortbytaren”, mens den danske titel er ”De bjergtagne”. For en gangs skyld synes jeg meget bedre om den oversatte titel end originaltitlen, da den er mere mystisk og dragende. Den mørktonede forside med motiv af en farvet sommerfugl i et par beskidte hænder med indgangen til bjerget i baggrunden er ildevarslende og grum-smukt.

At være “bjergtaget” betyder i daglig tale, at noget har gjort et dybt indtryk; men grundbetydningen stammer fra folketroens “at blive lokket ind i et bjerg af bjergfolkene”.

Jeg blev bjergtaget af bogen (!), fordi den pirrede til min klaustrofobi, og flere steder undervejs måtte jeg lige sunde mig, inden jeg tog en bid mere af bogen.

Der er rigtig mange – måske for mange – personer i bogen, og det gælder om at holde tungen lige i munden.  Dette parret med, at bogen kører i flere personspor og tidsspor gør, at det til tider kan være svært at huske, hvordan personerne relaterer til hinanden. Heldigvis er hvert korte kapitel forsynet med en overskrift, så vi ved, at vi er 17 år tilbage i tiden, eller hvilken af hovedpersonerne vil nu følger.

Efterforsker Leonore Asker (i daglig tale kaldet Leo Asker) arbejder i afdelingen for Personfarlig Kriminalitet på en sag, hvor to unge mennesker er forsvundet. Man mener, det er tale om en kidnapningssag, men da ingen har bedt om løsepenge vil Asker følge et andet spor. Det falder ikke i god jord hos ledelsen, og snart dukker en kollega op fra Stockholm og overtager sagen, og Asker bliver forflyttet.

Her kommer så den for mig irriterende ting ved bogen – Asker bliver forflyttet til en fjern ende af politigården til afdelingen for ”Håbløse og halvglemte sager”, og man må forstå at termerne kan bruges både om sagerne og personalet. Er der ikke lidt for meget Jussi Adler og Adeling Q over det?

Ikke desto mindre finder Asker ud af, at hendes forgænger har arbejdet på en sag, hvor der dukker små figurer op i et modeltogslandskab i Hässleholm. Og en af figurerne forestiller de to unge mennesker, der er forsvundet.

Vi som læsere ved, at der er tale om ”Skifteren” som det svenske ord ”Bortbyteren” er blevet til på dansk. Skifteren bortfører mennesker til sit hemmelige bjerg og skifter de bortførte ud med en lille malet figur og placerer den i modeltogslandskabet som en slags trofæ over sine gerninger.  Mere skal ikke røbes her, men det er grumt.

Undervejs hører vi om, hvorfor skifteren er blevet så ond, og hvorfor Asker er så dygtig en efterforsker. Også det er grumt. Gammel og spirende kærlighed er der også plads til – og jeg kan allerede nu fornemme, at Asker har fundet en makker til sine fortsatte eventyr.

Bogen er første del i Anders de la Mottes nye spændingsserie om Leonore Asker, der arbejder som efterforsker hos Malmø politi. Jeg glæder mig til næste bind i serien og et gensyn med persongalleriet.

Anmeldereksemplar

Lån bogen på biblioteket