Byen brænder af Garth Risk Hallberg

Fænomenalt portræt af New York i 1970’erne. En træt, hærget, indadvendt by, der ligner vore dages højglanspolerede Big Apple uendelig lidt. Pessimismen ligger som tung smog over de nedslidte bygninger og mennesker, krisen kradser noget så gebommerligt, ungdommen bedøver sig med piller, stoffer, lightergas og lader trodsigt deres ophav om at tackle problemerne.

Garth Risk Hallberg har minutiøst genskabt hver en lille detalje, fra telefonbokse og konceptkunst til Donna Summer og Ziggy Stardust, dagliglivet, stemningerne, verdenssynet, så man føler sig suget ned i en 40 år gammel tidslomme fyldt med næsten glemt, eller bevidst fortrængt, psykologisk lommeuld fra ens egen småkiksede teenageår. Det er så godt ramt, at tæerne endnu ikke har rettet sig helt ud.

Karaktererne, vi lærer at kende, er vidunderlige – og vidunderligt komplekse. Over vandene svæver den kunstnerisk begavede, heroinafhængige bøsse William Hamilton-Sweenie, der skaber kultpunkbandet Ex Post Facto og maler udsyrede malerier, mens han i et årelangt trip efterlader en serie ulykkelige skæbner i sit selvdestruktive kølvand…

… den sorte kæreste Mercer, der trods sin farve og sydstatsbaggrund bliver lærer på en pigeskole. Søsteren Regan, der skjuler en voldtægt og søger at blive uafhængig af sin stjernerige familie. Rivalen Nicky Chaos, der stjæler Wills band, anarkistiske slogans og rollen som selvbestaltet anfører for en såkaldt posthumanistisk kampgruppe; han er en af hovedårsagerne til, at bogen hedder, som den gør.

Og så er der jødedrengen Charlie, der flirter med kristendommen, stofferne og ikke mindst den frivole kunstnerspire Sam(antha), der bliver skudt en nytårsnat i Central Park. Hvilket den handicappede vicekriminalinspektør Pulaski søger at finde hoved og hale i. Har skudepisoden monstro noget at gøre med Sams erotiske forhold til Keith, Regans børsmæglermand, som har sine helt egne problemer med Armory, Dæmonbroderen, der er ved at æde Hamilton-Sweenie-familien og dens formue indefra, og som måske har infiltreret de posthumanistiske stormtropper…?

Det er fascinerende, inciterende, spændende, medrivende og bare skide godt skrevet. Sådan en bog, der stadig vil stå som en milepæl om 50 år. Woody Allen instruerer Franzen på syre. Og apropos: De indlevede beskrivelser af trips på henholdsvis heroin og psilycybinsvampe gav i dén grad denne læser lyst til at kaste sig ud over kanten af fornuftens World Trade Center.

“Byen brænder” er kolossal. Helt præcist 1.038 sider. Det er for meget, alt for meget. Men heldigvis for meget af det gode. Til min smag kunne man snildt brænde 2-300 sider, bl.a. brokker fra Sams selvudgivne magasin samt den forvoksede afslutning under NY’s legendariske 25 timer lange strømnedbrud; og alligevel brokker jeg mig ikke. For jeg nød hvert et bogstav i denne skelsættende mammutroman.

Fejende flot oversat (som altid) af Mich Vraa.

Lån bogen på bibliotek.dk