Brændoffer af Christian Kronow

Små glimt af splatteragtig dødsvold popper op i cannabistågerne og udgør en forunderlig kontrast til bogens hyggeslentrende univers af kække replikker, studentikos humor og filosofisk lommeuld.

Christian Kronows debut “Brændoffer” kaldes en politisk krimi, men den betegnelse er bogstaveligt talt for blodfattig. Godt nok optræder landets daværende Venstre-statsminister i en lidet glorværdig birolle, men historien handler om helt almindeligt pengebegær, traditionel kriminalitet og afstumpet vold. Alt krydret med gammeltestamentlige referencer, så der også er lidt for os mere belæste husarer.

Radiojournalisten Johan Loeb og hans labre, fregnede makker og deltidskæreste Ane er i Thyborøn for at dække statsministeren optræden ved en fiskeauktion til fordel for belastede unge. Frem af fiskekasserne dukker liget af en ung mand, hvis hænder er skåret af.

Isak hed fyren, da han stadig levede; søn af en nyreligiøs familie i byen. Noah hed hans kammerat, der blev dræbt ved samme lejlighed. Hvorfor? Og af hvem?

Lad os bare røbe, at flere må ladet livet undervejs i “Brændoffer”. Blodet strømmer, men overskylles af brændingen fra det evigt buldrende Vesterhav og af hovedpersonens omtågede tankevirksomhed. De mange lig lader Johan underligt (og utroværdigt) uberørt, hans privatliv fylder uendeligt meget mere.

Kærlighedslivet er en ynk. Konen og de små piger forsvinder. Ane vil ikke finde sig i vores helts henholdende attituder og natlige udflugter; farvel og tak. “Nu er mit liv stivnet i en matrice, der vedbliver. Nu er mit liv mit mareridt.” Selv i sorgens stund formulerer Johan sig som en bogorm på stoffer.

Forfatteren er i hverdagen gymnasielærer og besidder en omfattende almendannelse, som han insisterer på at dele med læserne. Det bliver en hæmsko for tempoet. Konstant beriges sætningerne med litterære påfund og underfundigheder –

– som nu denne sentens, hvor Johan drømmer sig tilbage til København og sine “døtre, der troligt plejer at vække mig, før en klovbærende herre får sko på”  –

– eller her, hvor kollega Anes far argumenterer for at surfe tidligt om morgenen: “Der er alligevel ingen andre biler på vejene på den her tid, og bølgerne venter på lige præcis ingen.”

Man bliver også lidt træt af, at Johan og Anes arbejdsplads konsekvent bliver kaldt Statsradiofonien. Et træls ord, som de vist ville sige i Thyborøn.

PS. Bogens statsminister Hans Hauge er et slet skjult alter ego for Lars Løkke, der vist nok også var lidt for nære venner med de store fiskere, kvotekongerne. Løkkefonden er omdøbt til Rødder, Venstre hedder De Liberale, og ministerens ansigtskulør er “bodegarød”. Et forsigtigt gæt: Christian Kronow er ikke blandt Venstres kernevælgere?

Lån bogen på biblioteket