207
2016
9788793434233
De af os der er gamle nok, kender Morten Remar som den ene halvdel af popduoen “Back to Back” der i midtfirserne hittede med nummeret “Jonathan“. Nu kan Remar også skrive forfatter på sit omfangsrige CV.
“AMOK” er en spændingsroman med kokken og ejeren af restaurant AMOK, Adam Brandt, som omdrejningspunkt.
Nogle år før bogens handling tager fart, var Adam i Thailand med sin gode ven Nikolaj. Sidstnævnte blev taget i tolden med et kg heroin i rygsækken, og henslæbte resten af sit liv i et thailandsk fængsel. Det var bare ikke Nikolajs heroin, og nu vil en mystisk person hævne Nikolaj. Noget der bl.a. involverer rotter i AMOK’s køkken, illegal arbejdskraft, et par rockere og en hel del narkotika.
Remar formår at holde spændingskurven støt stigende hele vejen igennem. Han formår også at give et rigtig godt billede af, hvad der sker når en selvsikker (og selvglad) mand på samfundets top, pludselig begynder en deroute der ligger udenfor hans kontrol.
Bogen er velskrevet, og plottet er rigtig godt tænkt. Sproget flyder let og ubesværet, og bogens lidenhed til trods, formår Remar at finde plads til at tegne sine karakterer, så de i det store og hele fremstår troværdige. I hvert fald i det omfang man kan forvente i en spændingsroman. Det er faktisk en rigtig god debut, og jeg håber at Remar finder tid til at skrive mere. Jeg er i hvert fald klar.
Men, der er altid en slange i Paradis. Således også i “AMOK”. Ind imellem er der små detaljer der ikke helt passer sammen, det kan man i nogen grad leve med. Men der hvor det gik galt for mig, var i forhold til den døvstumme person der ret tidligt køres ind i handlingen. Han har været udsendt til Afghanistan hvor han blev såret i et raketangreb, og mistede både hørelse og stemme. Det undrede mig derfor, at selvsamme døvstumme person, stadig har det svært med høje lyde. Jeg fandt senere ud af, at døvheden var en del af personens samlede plan, og at han faktisk godt kunne høre. Det fremgår bare ikke særlig tydeligt, faktisk tværtimod, idet der også gøres en del ud af at fortælle at han på grund af døvheden (som så ikke er ægte) har måttet lære sig at mundaflæse og at han er blevet brugt af Forsvarets Efterretningstjeneste til at fortælle hvad folk taler om på militære overvågningsvideoer. Det bliver lidt for langhåret, og fungerer ikke rigtigt.