69
2017
978-87-93128-54-5
1. udgave, 1. oplag
Digte. De kan begejstre læseren og de kan skræmme. De kan være intetsigende og så kan de være så intense, at de er svære at glemme. Disse digte i denne bog er fortalt som en historie. Et langt forløb. En persons forfald grundet sygdom.
Vi er med på sidelinjen, når forfatterens fader bliver syg men ikke vil indrømme det overfor ret mange. Når han har brug for hjælp og pleje, og når han hungrer efter tryghed. Vi er med, når der trods sygdom er gode ting i livet og med når det hele vender, og han bliver sengeliggende. Sidst men ikke mindst er vi med frem til hans død.
Det er en hård bog at læse især hvis man selv har haft kræft tæt på sig, for her er ikke lagt skjul på noget. Men fordi det fortælles som det gør, så bliver man alligevel lidt distanceret til fortælleren.
Bogen eller rettere digtene giver udtryk af at indeholde en del vrede, jeg tror dog personligt at det er forfatterens sorg som trænger sig på, dog uden at man rent faktisk ved om dette er en reel historie, eller om det blot er fiktion. Så sproget er meget hårdt og følelsesladet men på samme tid er det også blot en fortælling om et forløb som der er mange andre, der også har oplevet. At der samtidig er en relation til noget uhygge i forhold til det gamle fængsel Alcatraz, er lidt spændende for det er som om man vil prøve at fortælle, at det er sygdommen i sig selv der gør, at man føler sig fanget i sin egen krop.
Det er en anderledes digtsamling, og jeg har meget svært ved at finde ud af om jeg kan lide det jeg læser eller ej. Jeg er fascineret og lidt trist efter at have læst bogen, men jeg er samtidig nysgerrig på hvad forfatteren ellers kan byde på.
Så det er nok ikke digte jeg giver mig i kast med igen, men jeg er egentlig glad for at have fået mulighed for at læse dem alligevel!