1Q84 bog 2 af Haruki Murakami

Ingen kan som Murakami skabe et undertryk, der suger læseren ind i historien. Tricket lykkes igen i “1Q84, bog2”, selv om det er måneder siden, bog 1 blev slugt, fordøjet og forvandlet til næring for en hungrende sjæl – og selv om de pikante detaljer er falmet en anelse. For er der én ting, Murakami ikke er nærig med, er det pikante detaljer, ej heller i bog 2 i den serie på tre, der ligner højdepunktet i et ellers uovertruffet forfatterskab.

Den cool lejemorderske Aomame skal på sin hidtil farligste mission, nemlig at befri verden for et modbydeligt kryb, Lederen af den mystiske sekt Sakigake, som voldtager små piger, før de har fået deres første menstruation. Hun pakker sin uundværlige issyl, anskaffer en grim automatpistol og holder sig parat, til hendes arbejdsgiver, den velhavende gamle dame, siger ‘go’. Imens bliver hun mere og mere optaget af at tænke på Tengo, drengen, hun holdt i hånden én gang som tiårig, og som herefter forsvandt ud af hendes liv.

Tengo tænker også på Aomame, længes efter at møde den fascinerende pige, som han ikke har set i tyve år, men som har forhindret ham i at elske andre kvinder. Hans forestillinger om Aomame afledes imidlertid, da hans trofaste elskerinde Kyoko pludselig forsvinder, og da en hemmelighedsfuld fond samtidig tilbyder ham en stor sum penge. Fondens afskyvækkende repræsentant antyder, at det vil være særdeles risikabelt for Tengo at afslå det generøse tilbud. Spørgsmålet er, om fondens henvendelse hænger sammen med Tengos succesfulde ghostwriting af bestselleren Luftpuppen om de rædselsvækkende væsener Little People, der giver mindelser om den gamle sci-fi-gyser Invasion of the Body Snatchers?

Ingen kan som Murakami skabe et univers, hvor den magiske realisme virker lige så dagligdags som alle de hverdagstrivialiteter, han også diverterer med – i en umiskendelig japansk kontekst. Personerne er dog som oftest kosmopolitiske af væsen: De læser Tjekhov, hører Louis Armstrong, drikker kaffe og spiser sandwich med skinke og ost. Murakamis enorme popularitet skyldes utvivlsomt, at han selv er tidens mest kosmopolitiske forfatter. Hans fantasi synes ubegrænset, og til overflod skriver han ganske enkelt røven ud af bukserne på hele perlerækken af store bestsellerforfattere anno 2012.

1Q84 er Aomames udtryk for den parallelverden til 1984, hun røg ind i, da hun benyttede en flugttrappe på en trafikeret motorvej i bog 1. En verden med to måner og andre sære tildragelser. Stakkels Aomame: Hun stilles over for et forfærdeligt valg af næsten bibelske dimensioner. Et valg, der naturligvis har noget med hendes barndomskærlighed Tengo at gøre. Bog 2 slutter med en cliffhanger af format; ventetiden indtil bog 3 bliver ulidelig!

Murakami lægger ikke skjul på, at “1Q84” er inspireret af Orwells “1984”, der handler om tankeforbrydelser. Men den iboende poesi får næsten én til at glemme uhyggen: “Blomsterne var store og hang tungt med hovederne som små eksotiske dyr hensunket i meditation.”

Lån bogen på Bibliotek.dk