12 uger – eller historier fra bænken af Torkild Thellefsen

”Du kan ikke undslippe mig, Tom, jeg er en del af dig, din mørke side. Jeg er din angst, din depression. Jeg holder dig til ilden, sørger for at holde dig på tæerne, skarp og klar. Du kan ikke flygte!” (s.75)

Stemmen, der i novellen ”Flygtning” forfølger Tom i en natlig drøm, har samme budskab som skyggen, der taler i Emmas sind i novellen ”Sort”. Igennem bogen materialiserer skyggen sig gang på gang i den kappeklædte kvinde, Astrid. Først som døden, der henter de døde i hestevogn, hvorved en dyster og skæbnesvanger tone er slået an. Siden møder vi hende i ”For enden af rebet”, hvor hun engang i fortiden var borgmesterens elskerinde, blev myrdet og tog en grusom hævn. Sidst i bogen dukker hun op under overfladen af en tilfrosset sø og er tæt på at blive en lille drengs død (”Pigen under isen”).

Det er ikke første gang, at Torkild Tellefsen skriver om Astrid og Tom, der også optræder i tidligere udgivelser. Bogens univers virker sprængfyldt af symbolik og opfindsomhed, og fortællingerne strømmer helt ubesværet af sted. Jeg morede mig meget over navnet på det forlag, hvor Tom Normann er redaktør: Forlaget Gåsehud, som kun antager manuskripter, der giver gåsehud! Og jeg gøs over den blodige hævnakt i samme historie, hvor det horrible trives side om side med det hverdagsagtige.

Personerne fremstår som repræsentationer – særligt figuren Astrid, der symboliserer døden. Katten er en gennemgående figur, der optræder som ”et vidne” (f.eks. s. 63). I ”Bibliotekaren” møder vi den gale forsker, Miriam, som lokker en ung mand med autisme, Bo, ind i en maskine, der omdanner ham til væske. Bo, som elsker at holde orden, sprøjtes herefter ind i hjernen på en psykotisk forfatter, Peter Hansen, og går i gang med at rydde op, så der bringes orden i følelser og barndomsminder. Skrækindjagende, skørt og morsomt.

Fortællingerne er det ”stof”, som bogen forsker i: Et stof, som undersøges, bøjes og strækkes i en leg med grænserne mellem fantasi og virkelighed. Navne skifter ejermand, synsvinkler byttes, den ene fortælling spejler sig i den anden. I ”Flygtning” er Tom på flugt fra et vulkanudbrud – men bremses, fordi ”forfatteren” ikke har skrevet mere tekst! Tom må tage et spring ud af teksten og ind i stuen, hvor forfatteren er faldet i søvn, vække ham og tilbyde ham sine noter, så de kan komme videre. Her ses en eksperimenterende tilgang, hvor alt kan brydes op og flettes sammen på nye måder. Handlingen får dog et dybere lag og gøres vedkommende via referencer til eksistentielle og almenmenneskelige grundvilkår – døden, kærligheden og psyken.

Stilen er talesprogsagtig; jeg farer indimellem vild i den tætte strøm af handling/symbolik og kan savne enkelthed: Færre afstikkere og flere hvilepunkter. F.eks. kunne tempoet sættes ned via fokus på personkarakteristik og miljøbeskrivelse, og der kunne laves et enklere handlingsskelet. Men til dels er det et spørgsmål om smag og stil. Jeg giver 3 store stjerner for fantasi, fortællekraft og mod til at eksperimentere. Grundlæggende kan jeg lide forsøget på at få det subjektive og objektive til at mødes og befrugte hinanden – sagt med citatet fra bogens bagside:

”Jeg kan huske, jeg fortalte om, hvordan tegnet på den ene side repræsenterer noget af virkeligheden i sig selv og på den anden side repræsenterer vores fortolkning af selvsamme virkelighed, og jo tættere de to elementer kommer på hinanden, jo nærmere kommer vi sandheden.”

Illustrationer af Ane Gudrun.

Lån bogen på biblioteket