Skyggen foran mig af Kim Fupz Aakeson

”Paven” er i 52 år. Han er ædru alkoholiker. Han er far. Han er ikkeryger. Han er drabsmand.
Da vi først møder Paven skal han ud af fængslet efter at have afsonet sine tolv år, for drabet på sin samlever. Han har siddet tiden ud. Han har ikke været på udgang, han har ikke søgt om prøveløsladelsen, han ville have hele straffen, og hans medfanger i den samtalegruppe, som fængselspræsten har stablet på benene, lader til at mene, at dette, samt det faktum, at han har læst biblen to gange nu (deraf navnet Paven) har nøjagtigt lige så meget ret til tilgivelse og kærlighed som alle andre mennesker. Medfangen Holch fortæller, at hans fængsel er i hans hjerne og da Præst spørger Paven, hvad han tænker, mener han, at skylden og hans handlinger er som en rygsæk, der skal bæres.

Således fødes idéen om, at Paven skal gå Caminoen, når han bliver løsladt, og følge traditionen om at lægge det, der ikke gør ham godt, et bestemt sted på Caminoen. Pavens ven Mikael hjælper ham med alt det praktiske, mit ID, sygesikringsbevis, pas, billetter, ruteplan. Men håndteringen af samværet med andre mennesker, sorgfølelsen over at sønnen ikke vil have noget med ham at gøre, skylden og minderne om livet med hende, som han slog ihjel, dem må han selv slås med, for der er ingen man kan fortælle sådan noget til.

Igennem Skyggen foran mig optrevles det liv, som han har haft med familien. Et liv med alkohol, hård sex, fentanyl, dololer og selvmedicinering. Og som Paven selv siger: ”….vi solgte nogen, vi tog nogen selv, vi var hjemme, vi faldt i med sprutten, vi skændtes om penge, grinede ad ingenting, ja, den slag, jeg kan ikke lige huske, hvor Nik var henne i alt det her, men han var jo sådan et lidt stille barn der kunne alt muligt selv, stå op om morgenen hvis det skulle være, gå i skole, ikke så meget bøvl med ham.”

Kim Fupz Aakesons skildring af Pavens, og dermed også Niks liv og hverdag, er hjerteskærende følelsesfrit konstaterende, og måske netop derfor kravler fortvivlelsen helt ind i mig. Jeg har voldsom trang til at samle et tæskehold og få drengen væk, og da han kommer til en plejefamilie, og finder sig til rette der er jeg lettet. Lige indtil moren viser sig, ikke at kunne samarbejde med nogen, hverken plejeforældrene eller folkene på kommunen. Jeg ser, at hendes konfrontatoriske personlighed får ubærlige konsekvenser for barnet og for Paven, og selvom jeg bestemt ikke er stolt af det, kan jeg ikke lade være med at overveje, om vi egentligt alle er lige for loven, og om alles liv er lige meget værd.

Netop dette er noget af det, jeg holder allermest af, ved Kim Fupz Aakesons værker, de slutter ikke med at rumstere i hovedet, når de er færdiglæste, og det er uanset om det er børnebøger, ungdomsbøger eller voksenbøger.

Lån bogen på biblioteket