95
2011
978-87-7122-021-6
Horrid Henry
“Rædsomme Rune” er første bind i en højtlæsningsserie for 7-9 årige drenge. Bogen er opdelt i fire fortællinger, der præcis har den rigtige længde til godnatlæsning. Historierne er underholdende og i forhold til Rædsomme Runes opførsel, bliver dit eget barns sat i perspektiv. Det giver en dejlig stemning af, at i jeres familie går det jo trods alt lidt bedre..
“Rædsomme Runes perfekte dag” er første og absolut bedste historie i dette bind. “Hvordan kan to så rare mennesker som os have fået sådan et rædsomt barn?”, sukker faren og lader som om han ikke kender Rune, når han skal følges i skole, hvilket både min søn og jeg syntes var virkeligt groft og rigtig sjovt.. Rune beslutter at det skal være løgn og tester sine omgivelser ved at være gennemflink og velopdragen en hel dag. Der går en rum tid før hans forældre opdager noget. Faktisk fortsætter de med at skælde Rune ud af gammel vane, og Runes bror, Perfekte Peter, aner ikke hvad han skal stille op med sig selv, da Rune snupper hans rolle som familiens englebasse.
I “Rædsomme Runes dansehold” præsterer Rædsomme Rune at spolere danseskolens afslutningsdanseforestilling fordi han ikke vil danse regndråber. Og helt ærligt.. man må sige, at det med at forvente det bedste af børnene – og så skal de nok leve op til det – ja det har Runes danselærer i hvert fald ikke hørt noget om. Det der er godt ved disse historier er at de tager Rune, hvis opførsel må siges at være problematisk og så viser historien, at tingene ikke altid er som de ser ud. De ER rædsomme, jovist, men entydigt er det ikke:
“Jeg kan ikke koncentrere mig, når du tramper sådan,” sagde Peter. “Og jeg skal øve mig på mit solonummer.”
“Jeg er ligeglad!” skreg Rædsomme Rune. “Jeg hader at danse, jeg hader danseskolen, og mest af alt hader jeg dig!”
Det var ikke helt sandt. Rædsomme Rune elskede at danse. Rune dansede i sit soveværelse. Rune dansede op og ned ad trapperne. Rune dansede i den nye sofa og på køkkenbordet.
Det, Rune hadede, var at skulle danse sammen med andre børn.”
I “Rædsomme Rune og Sure Sofie” prøver Rune at lege med Sofie. Det går ikke så godt og Rædsomme Rune er da også den sidste Sofie opsøger for at lege. Men når der ikke andre hjemme må de slås sig gennem en legeaftale. Det er enkelt bygget op, som det er i børneverdenen. Børn siger tingene som de ser dem, og ved godt hvilket nummer de er på hinandens rangliste.
Sidste historie kunne være en afskrivning af en af min barndoms somre, hvor Runes forældre hiver børnene med på en ‘rigtig’ campingplads. Til dem der ikke har haft samme slags forældre betyder det et absolut minimum af komfort. Ingen børn af i dag har lyst til ferier uden fjernsyn. Og hvis man spørger dem vil de gerne have swimmingpool frem for en brun flod. Rædsomme Rune brokker sig fra start til vådt, nysende og myggeplaget slut og helt ærligt, så er jeg med ham her.
Bogen er overvejende holdt i dialogform hvilket ikke er det mest højtlæsningsvenlige, men indholdet er let og enkelt, så det er ikke ligefrem noget man kløjes i. Vi ser frem til flere historier om Rædsomme Rune.