0 kommentarer

Byen i skyerne af Anthony Doerr

af d. 16. maj 2022
Info
 
Sideantal

672

Udgivet

2021

ISBN

978 87 400 7047 7

Originaltitel

Cloud Couckoo Land

Udgave

1. udgave

 

”Man flyver helt op til stjernerne, og så vil man ikke andet end at rejse hjem igen…” (s. 599)

Her er en bog, som har det hele. Med sin bevægelse gennem flere tidsaldre og verdensdele og med sit fokus på krig og klimakatastrofe, ekstremisme og terror, teknologisk udvikling og en smitsom dødelig virus er den både tidløs og højaktuel. Og så handler den om kærlighed – mellem forældre/børn, søskende, elskende og på tværs af normer, sprog og religion.

Vi møder den kristne pige Anna og den muslimske dreng Omeir, som i middelalderen hver især må kæmpe for overlevelse under belejringen af en stor by. Og vi lærer drengene Zeno og Seymour at kende, som vokser op i vor tid – i hver sin generation – og bliver til mænd, der på skæbnesvanger vis krydser hinandens spor. Endelig er der Konstance, som i en ikke så fjern fremtid befinder sig ombord på et rumskib, der efter at Jorden er blevet mere eller mindre ubeboelig skal sikre menneskehedens overlevelse et andet sted i universet.

Rammefortællingen siges at stamme fra et gammelt, oldgræsk skrift og handler om fårehyrden Aithon, der hører om en by i skyerne; bygget og befolket af fugle. Aithon ønsker sig brændende at blive en fugl og flyve derop – men først må han lide den tort at blive forvandlet til et æsel og siden en fisk, før han endelig får vinger og når sit mål. Snart får han dog hjemve og længes tilbage til det sted, han kom fra. Fortællingen præsenteres i 24 afsnit, som fletter sig ind i romanens øvrige historier og tematisk binder dem sammen.

Gennem det hele løber kærligheden til bøgernes verden som en understrøm og tillid til, at vi ikke mindst igennem litteraturen har del i en større virkelighed end vores egen.

Den amerikanske forfatter Anthony Doerr har med ”Byen i skyerne” leveret en roman, som ikke kun i omfang men også i indhold kan blive et hovedværk i hans forfatterskab. Bogen er på alle måder læseværdig; alligevel skulle jeg nå to tredjedele ind i handlingen, før den for alvor fik mig på krogen. Her opstår mystik på rumskibet, og Konstance må som den ensomme detektiv, drevet af længsel efter menneskeligt fællesskab, forsøge at løse en gåde, som presser sig stadigt mere på. En gåde, som gradvist afslører, hvordan alle i fortællingen er forbundne.

Lån bogen på biblioteket

 

Bedømmelse
Karakter