210
2014
978-87-7129-647-1
Onna no Inai Otokotachi
1. bogklubudgave, 1. oplag
Af uransalige grunde har jeg aldrig fået læst noget af den japanske stjerneforfatter Haruki Murakami, selvom hans bøger generelt høster fine anmeldelser og han gennem flere år har været nævnt som favorit til at modtage Nobel-prisen i litteratur.
I denne juleferie har jeg endelig taget mig sammen og har læst Murakamis novellesamling ”Mænd uden kvinder”, og jeg må sige, at det er en ganske fremragende novellesamling, som har givet mig lyst til også at læse Murakamis romaner.
Første novelle, ”Drive my car”, handler om skuespilleren Kafuku, der bor alene efter hans kone er død. De havde et udmærket ægteskab bortset fra, at konen gentagne gange var utro og Kafuku fik aldrig spurgt hende om, hvorfor det føltes som en nødvendighed at være ham utro. Efter konens død får han af helbredsmæssige grunde brug for en chauffør, der skal køre ham til og fra teatret hvor han arbejder, og valget falder på den unge kvinde Misaki, der er indadvendt, men til gengæld kører som en drøm. Det umage par udvikler en form for fortrolighed, for Kafuku beretter om konens utroskab med en kollega, som Kafuku mødes med ad flere omgange efter konens død.
Novellen ”Kino” handler om den midaldrende mand Kino, der efter et brud med sin kone (der var ham utro) har åbnet en bar, hvor der ikke er ret mange kunder. Her fordriver han tiden med at høre jazz og studere gæsterne, herunder den mystiske mand Kamita og den markant yngre kvinde, som Kino indleder et kortvarigt forhold til. Efter en rum tid tvinges Kino til at rejse bort for at finde en sandhed om sig selv, som han gennem lang tid har fortiet, og læseren finder hen ad vejen ud af om Kino finder frem til denne sandhed.
”Mænd uden kvinder” er en glimrende novellesamling, der trods sine beskedne 7 noveller formår at gøre et solidt indtryk på læseren.
Novellerne handler alle om relationerne mellem mænd og kvinder, om kærlighed, svigt og om at forlige sig med de slag, som tilværelsen tildeler os alle i ny og næ selvom man nok helst helt havde været fri for at havne i situationer, som man ikke selv er herre over.
Novellerne er velskrevne og har alle en sær form for indtagende charme over sig, bogen er ganske enkelt svær at lægge fra sig.
Både handling og personbeskrivelser var overbevisende og jeg kan kun anbefale denne fine novellesamling til Jer andre – fire stjerner herfra.